Tiden var knap før gæsterne ville ankomme. Det var stressende, og han kunne mærke hvordan hans håndflader blev klamme. Tanken om at han skulle stå ansigt til ansigt med en gruppe mennesker, som han rigtigt nok havde kendt i mange - men alligevel slet ikke kendte til var angstprovokerende. Han skulede over mod kvinden som skulle forestille at være hans hustru - men det var hun ikke, det havde hun ikke været længe. “Jeg kan ikke mere” - hvislede det ud over hans læber. Han var vred, på hende, på sig selv. Vred over at de ikke kunne få det til at fungere - hvorfor kunne de ikke det? “Hva’?!” - hun kiggede bistert på ham med lighteren i hånden, som om hun når som helst kunne finde på at tænde den og brænde ham med den, i stedet for at tænde de stearinlys hun stod bøjet henover. Han så på hende og prøvede ikke at negativetiere hans syn på hende. Hun plejede at være smuk, ligesom stjernehimmelen når der var skyfrit. Så smuk var hun engang, men ikke længere. Nu så han blot et hylster som gemte på vrede og had - mon hun så det samme i ham? Det håbede han ikke, men vidste ved sig selv at det var præcis dét hun så.
Det er gratis at oprette en konto