” kan du så godt lide at gå rundt og klæde dig ud som en russisk roulette” sagde Amalie fra Paradise hotel. Vi er utrolig mange mennesker, der fanges af reality-programmer, også mig selv. Selvom jeg godt ved, at det er planlagt helt ned til den mindste lille detalje, elsker jeg stadig at se det. Folk som er med i et reality-program er ofte kendte personer eller personer, som unge ved hvem er, så der er flere som gider se med i tv. Jeg ser det tit, på grund af det er spændene og sjovt at se, hvor langt folk kan gå. Jeg får det bedre med mig selv, når jeg ser dem fra reality blive udstillet, fordi jeg ved jeg har nogle andre værdier end dem, og ikke ønsker at blive udstillet på tv, hvilket jeg syntes er en meget dårlig måde at blive kendt på. Jeg elsker at se personerne blive udstillet, da det er deres egen skyld, fordi de har truffet deres valg, ved at melde sig til et reality-program. De ved jo hvad det er og hvordan det foregår. Men samtidig hader jeg det - tanken om hvis det var mig selv.
Et program som ”Paradise Hotel” hvor det handler om at være den sidste deltager, der står tilbage i spillet. Der er rigtigt meget gruppepres en gang om ugen sendes mindst en person (af det køn som er i overtal) ud af Paradise hotel, drengene og pigerne skiftes til at være for skud paradise laver også en slags form for mobning ”sandhedens time” hvor deltagerne anonymt kan stille spørgsmål, som bliver lagt ned i en lille boks, hvor de kan stikke til hindanden og komme med spydige kommentarer. Det er ikke kun programmet som bliver mobbet men også af alle seerne. Folk som sidder hjemme i stuen kan sidde og grine af deltagerne. Det kan også risikere at komme i aviserne, så man kan faktisk godt kalde det en slags ”fælles mobning”.
Det er gratis at oprette en konto