Bogen, Den kroniske uskyld, er den dårligste bog jeg længe jeg har læst. Selve bogen er fiasko på fiasko. Den starter rigtigt godt med en overskrift der fanger læseren. Så begynder man at læse og det bliver mere og mere langtrukket. Det er ret tydeligt at se at bogen er skrevet i 1958, for sproget er helt anderledes end det sprog vi bruger i dag. Nogle mennesker er gode til at læse mellem linjerne og hvis du er en af de personer, vil jeg klart anbefale denne bog. Men hvis du ikke kan finde ud af at forstå en bog, der er skrevet mellem linjerne, vil jeg sige at du skal gå langt udenom Den kroniske uskyld.
Hele handlingen er mellem linjerne, og det skal du være klar over inden du begynder at læse, for du skal tænke lidt længere og kunne ligge to og to sammen. Selve bogen handler om et par venner, Janus og Tore. De mødes i Realen, som svare til 5./6. klasse i dag. De bliver hurtigt rigtigt gode venner og holder sammen gennem tykt og tynd, druk og damer. De har selvfølgelig også deres kampe, både med hinanden men også mod en masse andet. Når de kommer videre, og skal på gymnasiet sker der for alvor mange ting. De møder nogle piger, begynder at drikke og være mere modne. Der kommer en masse ting, hvor man sidder tilbage med at kæmpe stort spørgsmål. Festen til sidst i bogen, er der hvor alt spændingen begynder. Point of no return er helt klart til festen, lidt efter den er begyndt. Alene på den fest sker der mere end der har gjort hele bogen igennem. Selve bogen er meget fangende, hvis du forstår den. Hvis du ikke forstår bogen, vil den blive et rent helved at komme igennem.
Det er gratis at oprette en konto