”De røde sko” er et kunsteventyr og ligger tildes under undergenren ”tingseventyr”, som blev opfundet af H.C Andersen, som ligeledes er skribenten i dette eventyr. Eventyret er fra 1845, under den litterærhistoriske periode romantikken (1805-1870). I denne fortælling er det dog ikke romantikken, hvor man beskæftigede sig med det gode, fine og idylliske billede af tilværelsen der som sådan bliver refereret til, men nærmere underperioden romantismen, hvor man i stedet for at anderkende sammenhængen som virkeligheden, så dyrker man splittelsen. Man søger væk fra dette perfekte billede, harmonien, og kernefamilien og søger i stedet at fokusere på hvad der sker i det enkelte individ, når fantasi og virkeligheden støder sammen. H.C. Andersen blev født i 1805, af en fattig skomager i Odense. Han var en verdensberømt både digter og forfatter i den danske guldalder. Hans fortællinger er primært præget af hans egne erfaringer og indre konflikter, og hans tekster har tit en indirekte kritik af samfundet. Han levede selv i den lave samfundsklasse, med en hvis stræben efter anderkendelse både af sig selv men også af selve borgerskabet. Selvom mange af H.C. Andersens fortællinger, primært eventyr, anses som appellerende til barnets forestillingsverden, ses dog også en dybere tilgang til fortællingerne. H.C. Andersens tekster indeholder nemlig ofte en stor indsigt i den menneskelige psykologi, og appellerer dermed i høj grad også til den voksne læser. Han havde en stærk holdning til det enkelte individs udvikling, hvilket ses tydeligt for Karen i dette eventyr om de røde sko. De røde sko er et eventyr, men dykker man dybere ned findes der også en både kristenlig tilgang men også en dyrkelse af mennesket seksualitet, og styringen af ens ubevidste kontra bevidste jeg, hvilket jeg vil komme ind på senere. Der er masser af spor som indikerer at dette er et eventyr. Fortællingen indledes ”Der var en lille pige”. Selvom det ikke er den typiske ”der var engang”, opfatter man stadig hurtigt at det er et eventyr. Historien er fyldt med eventyrtræk, der igen indikerer genren. Vi har magien i form af de røde sko, som gror sig fast på hovedperson Karens fødder, vi har den onde modstander i form af soldaten i skoven, som lokker Karen, selve skoven anses som et typisk karaktertræk inden for eventyr. Så har vi hjælperen, som i denne historie er skarpretteren, som hjælper Karen ved at hukke hendes fødder af og angre sin synd. I dette eventyr er der dog også en kristenlig tilgang, da dele af handlingen omfatter konfirmationen og selve kirken, her har vi englen som ved første møde bærer et sværd som symboliserer magt og åndelig styrke, men efter Karens udvikling bærer en ”dejlig grøn gren der var fuld af roser” (s.3 l. 246), som bærer symbolet om liv og håb. Gentagelser forekommer ”Danse gjorde hun og danse måtte hun”. Sidst har eventyret en lykkelig slutning i det Karen bliver ”frelst” af gud. Sproget i eventyret har ikke nogen betydning som sådan, men med hensyn til tiden den er skrevet i, ses dette tydeligt i teksten, ved brugen af de lidt ældre vendinger og ord, som ikke benyttes i skrivningen nu til dags, som fx rigtignok, anderledes nette, thi, benrads, angrede ret i hjertet sin synd. Han bruger mange adjektiver til sine beskrivelser, hvilket er med til at gøre fortællingen indsigtsrig og interessant såsom: dejlig grøn gren, hævede sig højt, stakkels lille pige, koret lød så blødt og dejligt, solskin strømmede ind gennem vinduet, mørke skov, flængede sine strømper af.
Det er gratis at oprette en konto