Romantikken

Når man hører ordet romantik, associerer de fleste det med kærlighed og forelskelse. Jeg må da også blankt indrømme, at jeg personligt også selv først troede, at Romantikken var en periode, hvor der kun blev skrevet kærlighedsdigte og malet malerier af forelskede par. Jeg er dog blevet klogere nu, da jeg ved, at ordet romantik stammer fra ordet roman, som tidligere ikke kun var en genrebetegnelse, men også anvendtes om noget eventyrligt, fantastisk og følelsesfuldt. Litterært var romantikken en periode fra 1800-1850. Romantikken kom efter en periode præget af et meget rationelt syn på tilværelsen (Rationalismen), og alligevel er romantikken en stærk modsætning til dette. I romantikken lægges der nemlig især vægt på det spontane, følelsen, fantasien og det eventyrlige. Der sættes stor fokus på det uafhængige individ, som handler og lever ud fra sin subjektive følelse. Centralt i romantikken står desuden dyrkelsen af naturen, som man ser som udtryk for det oprindelige, uskyld og det ægte. Desuden dyrkes det ”naturlige” menneske, barnet og folket i det hele taget. Naturdyrkelsen kommer tydeligt frem i mange af romantikkens digte, da mange af periodens naturdigte er kærlighedsdigte – og omvendt. Som modsætning har vi byen, hvor den kolde afstand, økonomisk beregning og moralsk snæversynhed regerer. Men som romantikken undgår byen, opfatter den nutiden som kriseramt. Romantikkens nutid betegner altså et fald i forhold til fortiden, hvor ”guderne var på jorden”. Derfor ser romantikerne det som deres hovedopgave at genrejse fortiden i nutiden, hvilket resulterer i en omfattende forskning i den nordiske mytologi og middelalderlitteraturen – nutiden skal altså gøres bevidst om nationens fortid. På den måde bliver kombinationen af historisk sans og nationalfølelse også et gennemgående træk i romantikken. I romantikken får kunstneren en meget stor betydning. Hvor kunsten før havde været underordnet en række ydre formål – fx underholdning og belæring – får den med romantikken et formål i sig selv. Kunsten bliver en selvstændig erkendelsesform på linje med fx videnskab og religion. Derfor opvurderes kunstnerrollen naturligvis også. Det resulterer i, at det at være kunstner, og det at være borger bliver to forskellige ting. I