Analyse af dokumentarfilmen 'Vinterbader'

Kærlighed strækker sig til mere en blot til ens nærmeste familie, kæreste og venner. Den formår at strække sig til livet, til mormors hjemmelavede jordbærtærte eller til en særlig hobby. Hvis vi ikke oplever denne særskilte kærlighed, lever vi så overhovedet eller overlever vi blot? Når ens livspartner dør og børnene får deres egen familie, kan man føle at livet er gråt og trist, kan dette tomrum så fyldes med en anden kærlighed? I dokumentarfilmen Vinterbader fra 2004 af den danske filminstruktør, Kenneth Sorento Dichmann, møder vi den friske ældre dame, Else, der fortæller om sin store kærlighed til vinterbadning og havet, og netop har fyldt sit liv med denne kærlighed.

Filmen er opbygget gennem en cirkelkomposition, idet den starter og slutter med samme indstilling dog med en lysere baggrundsmusik, hvilket dermed giver modtageren en lettere stemning, der er oplyst med ny indsigt i Elses liv. Cirkelkompositionen illustrerer desuden, at Else ikke er færdig med at vinterbade, men at hun derimod fortsætter i en cirkel. Handlingen i nuet foregår over særlig kort tid med flere flashbacks, der kigger tilbage på hendes liv i kronologisk rækkefølge herunder barndommen, ungdommen og voksenlivet og afsluttes med en nutidig scene omhandlende hendes gamle dage. Hver gang et flashback tager os tilbage til hendes fortid, drejes emnet atter over på havet som et centralt element i hendes liv. Elses karakter drages lige så stille mere og mere ind i filmen i takt med, at vi kommer dybere ind i hende som person både udenpå og indeni: Else starter ud med et lille indblik i barndommen, og derefter at introducere sig selv overfladisk: ”lige siden jeg har været et barn, lige så længe jeg kan huske, har jeg hver dag skullet til vandet. Jeg hedder Else. Jeg er 76 år. Jeg går i vandet hver dag, hver eneste dag. (…)” (00:20-01:05). Filmen starter in medias res med denne lille smagsprøve på, hvad filmen kommer til at handle om. Herefter introduceres hovedpersonen, Else, af sig selv. Vi kender ikke rigtig Else, så derfor ser vi ikke hendes fulde nøgenhed blot hendes silhuet. I takt med, at vi lærer hende at kende, ser vi også mere af hendes krop i naturligt lys: Else fortæller om sin barndom og viser personlige billeder derfra. Nu kender vi så Else lidt bedre, og hendes aldrende nøgne krop vises fuldt ud på billedsiden. Dette personliggør filmen så vi kan komme helt ind på karakteren.