Analyse af Charlotte Weitzes novelle 'Gudrun'

Novellen Gudrun er skrevet af den danske forfatter Charlotte Weitze. Den er skrevet som en remediering af den oprindelige Laksdølernes saga der antageligt er skrevet mellem år 1230 og 1260. Hvor Charlotte Weitze har genfortolket sagaen på en helt ny, og anderledes måde, der gør den meget mere nutidig og relevant i dag. Novellen handler om to brødre ved navn Ole og Rune der i deres teenage år forelsker sig i den samme pige, der hedder Gudrun. Den starter ud med Ole er ved at skyde et krondyr, men efter han har skudt det, finder han ud af at det var en tyr. ”Krydset, dér. Lavt åndedræt. Den bøjer hovedet og falder i samme øjeblik. Han giver signal til, at hunden kan løbe, halser selv ned ad hønsestigen og gennem græsset i lange støvler. Ikke en skid et krondyr, det er en tyr! Ole sparker til den. Så, for helvede da også. Er det en af Runes, som er stukket af?” (side 1, linje 12-16). Det at Ole først bagefter ser det var en tyr og ikke et krondyr, kan tolkes som om at det var Rune han skød med rifflen. Men da novellen starter ud med man hører Ole har fået nogle sms’er, og et opkald, så må Rune være død før han skyder tyren. Men den måde Charlotte Weitze har valgt specifikt at starte novellens intro in medias res med den specifikke scene, lader det til at der er en sammenhæng mellem drabet på Runes tyr, og Runes egen død. “Han tager telefonen frem af den varme inderlomme. Han skulle køre pa? arbejde nu, men ser beskederne, alle med de samme ord: Det er om Rune. Synes du skal komme. Han aflytter svareren. Ikke andet end vind, et a?ndedrag? Solen forsvinder, foran lyset sta?r en stor skikkelse, der ligner Runes, som den var før i tiden.” (side 1, linje 24-28). Lige efter drabet på tyren, tjekker Ole sin telefon, og finder ud af at Rune er død. Ole ser derefter Runes skikkelse. Da man kun hører historien fra Oles perspektiv, virker nogle hændelser derfor noget subjektive. Da Rune så finder ud af at det var en tyr han havde skudt, bliver han helt rastløs, og kommer i tvivl om hans egne sanser. Ole begynder derefter at blive en smule panisk da han ikke ved hvor han skal gøre af tyren. “Ole siger en lyd, gør modstand men bliver kastet til jorden. De?r ligger han sa?, i det stive græs, der blinker som en hule af kvarts. Kigger op i den hvide himmel, hvorfra store flager af sne er begyndt at falde. Hunden har ikke engang gøet men slikker ham i øret. Det føles sa? brændende varmt, at han ved, at han ma? have ligget her et stykke tid. Ole tager sig til brystet, han hoster og spytter. Hvad skete der lige de?r?” (side 1, linje 29-33). Det virker som om Ole hele tiden prøver at forsikre sig selv i det bare er en tyr han har skudt, men efter han går så meget i panik og til sidst besvimer, betyder at tyren bare er noget Ole forstiller sig, men at han i sin underbevidsthed godt ved det er Rune han har skydt. Og derfor går i panik og ikke ved hvad han skal gøre med liget. Ole ser også skikkelsen fra Rune ”foran lyset sta?r en stor skikkelse, der ligner Runes”(side 1, linje 28) hvilket også kan tolkes som om Ole har svært ved at overbevise sig selv om hvad han har gjort.