Analyse af Villy Søvndals tale

Denne tale er skrevet og fremført at formanden for Socialistisk Folkeparti, Villy Søvndal. Den blev fremført på Rådhuspladsen foran Københavns Rådhus den 6. juli 2005, hvor mange af SF tilhængere var tilstede. Ca. halvdelen af tilhørerne var mellem 18 og 30 år og derfor er størstedelen under, eller i gang med, en uddannelse da talen blev holdt i 2005. Formanden holdt sin tale i anledningen af at den amerikanske præsident Geroge W. Bush var i Danmark, inviteret af den danske statsminister, Anders Fogh Rasmussen. Talen blev også holdt da der på det tidspunkt var meget omtale af Irak-krigen.Villy Søvndal har skrevet en meget politisk og informativ tale. At den er politisk ses ved, at han prøver at overbevise andre om, at hans holdninger er korrekte og at tilhørerne bør tage parti med ham. Han prøver også at overbevise folk om, at de skal tage afstand fra Anders Fogh Rasmussens samarbejde med George W. Bush. Han kommer med mange argumenter for, hvorfor han ikke kan lide Bush, og hvorfor de skal tage afstand fra hans politik. På side 2, 6. sidste linje ses et eksempel på, hvorfor han ønsker tilhørerne skal tage afstand fra Bushs handlinger. Det informative i talen skal findes i de argumenter, hvor han modargumenterer Bushs holdninger og handlinger. Han kommer med en masse negative holdninger til Bush i håb om, at de tager afstand fra ham. Altså Villy Søvndal fylder en masse information i modtagerne, og derfor er det også en informerende tale.Villy Søvndal siger i sin tale, at han ikke er anti-amerikansk. Flere steder i talen kommer han med belæg, hjemmel, gendrivelse og rygdækning. Bl.a. har han tre belæg lige efter hans påstand. Han kan bare ikke lide præsident Bush og hans handlinger, politik og menneskesyn. Han bryder sig ikke om krigen i Irak og han insisterer bare på sin demokratiske ret til at ytre sig i mod George Bushs vanvid. SFs formand benytter sig også af rygdækning. Han forklarer, at der ikke er nogle der kan forklare hvad anti-amerikansk betyder. Han forklarer, at ordet anti-amerikanks kan have forskellige værdier for forskellige mennesker. Og for at virke mere troværdig, bruger han også gendrivelse. Han gendriver sine argumenter ved at sige: ”Ret skal være ret: Det er ikke alt sammen George Bushs skyld. Langt fra. Men han sidder i en position, hvor han mere end nogen anden enkeltperson i verden har mulighed for at handle og forvalte magten klogt og forsigtigt og til gavn for fremtidige generationer.” Her understreger Villy Søvndal, at det ikke kun er Bushs skyld, men alligevel har han en ufattelig stor magt, som han ikke udnytter på bedste vis set med Søvndals øjne.Ud fra denne påstand, dette belæg, gendrivelse og rygdækning vil jeg sige, at Villy Søvndals hovedsynspunkt er, at han ikke kan lide George W. Bush og hans handlinger og at man skal tage afstand fra ham. Dette betyder ikke, at Søvndal mener at han selv er anti-amerikansk på grund af dette synspunkt.Villy Søvndal bruger, som tidligere vist, mange argumenter og derfor hører der også en appelform til. I denne tale er der at snakke om de 3 appelfomer som der findes: Logos, pathos og ethos. Det er dog uden tvivl appelformen Logos der er den dominerende i denne tale.Den første og dominerende appelform, Logos, ses tydeligt når Søvndal ved hjælp af tal og fakta prøver at overbevise tilhørerne om, hvorfor de skal tage afstand fra Bushs handlinger. Det er altid fornuftigt at inddrage nogle tal og fakta, når man skal overbevise sine modtagere om noget. Tal og fakta sætter tingene i perspektiv og derfor styrkes budskabet. I teksten har vi et eksempel på logos på side 2, linje 22 til og med side 2, linje 27. Villy Søvndal fortæller om nogle af de internationale aftaler og konventioner, som USA forsømmer at tilslutte sig. Det drejer sig bl.a. om forsømmelser om menneskerettigheder, miljø, krigsførelse og mange flere emner. Der mener Villy Søvndal, at Bush tager katastrofalt fejl, idet Villy Søvndal ikke selv ville have forsømt disse vigtige emner, hvis det stod til ham.Den anden appelform, pathos, er hvor der spilles på følelserne. Søvndal benytter pathos da nogle mennesker lider eller i værste tilfælde har måttet lade livet pga. nogle af de forsømmelser og holdninger som Bush har. Som tidligere refereret på side 2, 6 sidste linje til og med side 3, 1 linje ses det. Han forklarer, at fattige bliver fattigere og desperate bliver mere desperate. Når han siger det, ønsker han at folk skal få medlidenhed med dem og samtidig prøve at få folk til at tage mere og mere afstand fra Bush og hans politik og handlinger.Den sidste og 3. appelform er ethos, som er modtagerens opfattelse af afsenderen ud fra den enkelte ytring. Der er en del ethos i den første del af talen. Bl.a. på side et, linje 9 til 12. Der udtaler Villy Søvndal sig om sine holdninger til Bush og Amerika. Mange af de tilhørere, som var tilstede den 6. juli 2005, var SF-vælgere og største delen af dem har samme tankegang og holdninger som Villy Søvndal. Ved at sige, at han ikke er anti-amerikansk, men at han bare ikke kan lide præsident Bush og hans holdninger, så får han nogle point hos modtagerne/SF-vælgerne. Det er også vigtigt, at der er en vis tiltro til afsenderen, for at modtagerne skal blive overbevist om budskabet.Mange af talens udtalelser har den dybere mening, at bakke op om – og støtte – SF. Villy Søvndal prøver at sætte George W. Bush i et dårligt lys og derved sætter han også Anders Fogh i et dårligere lys, da han har inviteret ham til Danmark. Og ved at Fogh bliver sat i et dårligere lys, så bliver SF fremstillet som de gode, og står derfor i et meget bedre lys. Så ved at tale og argumentere mod Bush i hans tale styrker han SF og ham selv.Villy Søvndal anvender en del sproglige virkemidler. Bl.a. benytter han positive/negative ord, ironi, gentagelser og metaforer, som alle er med til at fremme budskabet i den SF-venlige retning.Villy Søvndal bruger meget gentagelser i en form af korte klare budskaber. Et eksempel ses på side 3, de fem sidste linjer. Der gentager han sætningen ”Det er ikke”. Når det bliver fortalt med den struktur, så fremmer det meget budskabet og understreger det på det kraftigste. Det er en rigtig god ting at bruge, når man skal overbevise modtagerne om et bestemt budskab eller flere. Gentagelse fremmer forståelsen og det samme gør enkle og klare budskaber.De positive og negative ord bliver forbundet med nogle forskellige personer. I teksten forbinder Villy Søvndal de positive ord med Dalai Lama og de negative med George Bush. I sidste linje på side et beskriver han Bush med negative ord og i første linje på side 2 beskriver han Dalai Lama med positive ord. Det giver et indblik i, hvordan Søvndal tænker og endnu en gang hvad han mener om Fogh. Her er de meget forskellige menneskesyn sat op i mod hinanden.Ironien ses bl.a. kort i starten af talen (side 1, linje 3.), hvor at han gør lidt grin med, at hele landets politi skal til, for at beskytte en enkelt person – også kaldet sheriffen fra Texas. Metaforer ses også på side 1, nu 6. linje fra neden. At bruge metaforer kan fremme forståelsen for budskabet, da nogle tilhørere nemmere forstår budskabet, hvis det beskrives i billeder.Når Villy Søvndal, som person, fremfører sin tale, repræsenterer han SF og deres holdninger. Villy Søvndals sprog er meget tilpasset tilhørerne. Han taler et meget politisk sprog, men som er fuld ud forståeligt for talens modtagere, som også er meget politisk engageret. Villy Søvndal ved, at der var mange SF-vælgere tilstede, hvor talen fandt sted. Han talte, med andre ord, til sine vælgere.For at overbevise folk om et synspunkt, er det vigtigt at bruge forskellige sproglige virkemidler og det gør Villy Søvndal i en afpasset grad. Fx de gentagelser han bruger, er meget vel indsat i talen, hvilket også gælder brugen af metaforerne og ironien.Villy Søvndals tale appellerer til SFs egne vælgere og samtidig forsøger han at tale til de vælgere som støtter op om Bush og Fogh. Det gør han, fordi at han prøver at overbevise Bush og Foghs vælgere om, at deres ”idol” måske ikke har helt styr på det hele.Villy Søvndal forsøger i talen, at formidle SF’s værdier, som i høj grad går på hvordan vi omgås hinanden nationalt som globalt, altså omkring medmenneskelige relationer. Dette stilles overfor hvorledes Søvndal tolker de bærende værdier i Bushs handlinger. Søvndal beskriver det som: at visdom og medmenneskelighed er fordrevet fra vores land som er uden magt, så er dumheden og den menneskelige arrogance mere end noget andet det Bushs magt i USA står for.Jeg er ikke i tvivl om, at denne tale har stillet SF stærkere end før, da Søvndal formår at argumentere for sig, sende klare holdninger og samtidig kan gendrive sine argumenter.