Som 10-årig kendte jeg ikke til noget bedre end at drikke et kop varmt mælk og ligge under min kolde dyne, som blev varm på ingen tid af min kropsvarme, efterfulgt af mor som fortalte mig en hyggelig godnathistorie. Det kan man godt kalde en god afslutning på dagen. Mors stemme, som bare bliver ved med at læse linjerne op, lyder så beroligende som meditation. De fleste mennesker har været igennem denne tid i barndommen, hvor godnathistorier sætter et lys i mørket, og hvor disse historier bliver efterfulgt af fantastiske drømme. Jeg plejede at falde i søvn undervejs i historien, og min mor gav mig altid et kys på kinden og forlod mig. Nogle gange vågnede jeg af hendes kys og jeg bad hende blive hos mig indtil jeg var faldet i søvn igen. Hun spurgte mig om hun skulle tænde lyset, fordi hun vidste at jeg var mørkeræd. Det nægtede jeg. Det hun ikke vidste, var, at jeg var bange for ensomhed. Min eneste fjende i mørket var tiden, som føltes at være evig. Tiden går så utrolig langsom i ensomhedens verden. Jeg ville ikke opleve en kamp mod min fjende. Det ville jeg gøre alt for at undgå, og det var også derfor jeg faldt i søvn undervejs i historierne, som min mor fortalte. Frygten for tiden som ensom gjorde stor indflydelse på nætterne i min barndom.
Det er gratis at oprette en konto