Solhypotesen blev lavet af de to danskere, Geofysiker ´Eigil Friis-Christensen´ og astrofysiker ´Henrik Svensmark´. I solpletter skabes der kraftige og komplicerede magnetfelter, og solens samlede magnetfelt afhænger af solpletaktiviteten: korte solpletperioder medfører kraftige magnetfelter og omvendt. Solens magnetfelt omslutter hele solsystemet og yder en vis beskyttelse med den kosmiske stråling; jo kraftigere solens magnetfelt er, desto mindre kosmisk stråling rammer jorden og omvendt. Når ladede partikler bevæger sig i et magnetfelt, afbøjes de, og de kosmiske stråler, som bevæger sig ind i solsystemet, kan derfor blive afbøjet af solens magnetfelt og fortsætte videre ud i universet. Højt oppe i atmosfæren kolliderer den kosmiske stråling med nogen atomkerne, som derefter danner en masse elementarpartikler. Disse elementarpartikler kan herefter støde ind i hinanden igen, og skabe sekundære partikler.
Det næste led i solhypotesen, er at de sekundære kosmiske partikler (myoner), skaber ioner i atmosfæren, som kan være grundlag for dannelse af mikroskopiske kondensationskerner (aerosoler), der er ioner med vandmolekyler om sig. Hvis luften herefter er underafkølet, kan disse vokse til små vanddråber, og derefter give anledning til dannelse af skyer.
Stråling fra verdensrummet danner ioner i jordens atmosfære
Ionerne fastholder vandmolekyler omkring sig. Der dannes aerosoler.
Aerosolerne får atmosfærens vanddamp til at kondensere og danne vanddråber.
Det er gratis at oprette en konto