Analyse af Schack von Staffeldts 'Indvielsen'

Ånder, et skørt begreb, noget der findes men så alligevel ikke. Der er ingen beviser på det, men alligevel findes de, eller gør de? Nogle påstår at alt har en ånd, menneske som træ, hund som kat, hest som myrer. I digtet ”Indvielsen” skrevet af Schack von Staffeldt (1769 - 1826), han skrev meget om nyplatonisme i hans 2 mest kendte digtsamlinger, han digtede mellem splittelsen af det ideelle rige og jorden. Et af hovedtemaerne universalromantik, hvilken betyder at der er en ånd i alt. Det ses i teksten på linjen ”Et Hierte slog varmt og kiærligt i Alt”, hvilket er et klassisk træk for sigtet skrevet i romantikken. Et andet tema der gør sig gældende for digtet er nyplatonisme, altså det med at to verdener ikke kan komme sammen, i denne tekst er det den virkelige verden, hvor hovedpersonen befinder sig, og den åndelige verden, hvor personen først kan komme hen når den dør, dog får han et indblik i den verden, da ”musen nedstiger fra himlen og gav hovedpersonen et brændende kys”(s. 1 l. 11), hvilket ydermere pirrer hans længsel efter at komme ind i den åndelige verden, som han allerede har helt i starten af digtet(s1 l.3). Hovedpersonens længsel ender ej førend personen drager himlene ned, hvilket bekræfter at der er nyplatonisme i digtet. Man kan i slutningen af digtet læse at verdenen hvori ”jeget” befinder sig er i idylliske omgivelser, ved skumringsmørke. Hvilket er et kendetegn på romantikken, hvor digtet blev skrevet i (1804).