”Fuck dig” lød det ude fra gangen af. Kort tid efter smækkede døren og alt blev stille. Opgangen havde ekko. Hendes trin kunne høres flere etager oppe og alligevel satte hun hverken farten ned eller dæmpede sine skridt. Hun var sur. Nej. Ikke bare sur. Hun var rasende. Hun nærmest løb ned ad trapperne. Hun talte trinnene, ligesom hun altid gjorde. Men lige nu var hun forpustet, så forpustet, at hun ikke kunne høre sine egne tanker. Hun begyndte at tælle højt. Ikke sådan rigtig højt, men ligesom når man er ude at løbe og man siger hej til nogen. Sådan lidt som om man hvisker. 1, 2, 3, 4, 5, 6, 7, 8, 9, 10, 11, 12… Og forfra. De næste tolv trin, og de næste. Da hun næsten var nået til bunden, stoppede hun pludseligt op. Lyset. Det tændte ikke. Når man når til den tredjenederste trappe, plejer lyset altid at tænde nede ved døren, men det tændte ikke. Hun trak sin mobil op af lommen og tændte lommelygten. Der var ingenting. Ingenting var forandret. Alt var som det plejede. Godt. Hun hørte bilerne udenfor. Der kørte 3 forbi i streg, og stille som en mus åbnede hun døren ud til gaden. Det store mørke. Der hvor du om dagen lever dit helt normale liv og går i skole og tager på arbejde, men også der, hvor du om natten bare skal gå 50 meter længere ned ad gaden, og allerede der ville du finde nogle i slåskamp.
Det er gratis at oprette en konto