Storbyen. Storbyen med alle denssine facetter. Storbyen som et maskineri, et mægtigt MetalMonster, en aztekisk Gud. Storbyen som kan være frygtelig men så ufattelig fascinerende på samme tid. Storbyen som er ligeglad med mennesker og som skifter os ud, som var vi ombyttelige, små skruer. Storbyen har ikke brug for os for at eksistere. Det er os, som har brug for storbyen, og denne tematik gør sig særligt gældende i ”Storby Blues” skrevet af Dan Turèll i 1977. Det kritiske digt fremstiller storbyens facetter, som skildres i talrige lag, der står i stor kontrast til hinanden. Dette ses særligt, når storbyen bliver beskrevet som både en skrækkelig størrelse og som en fascinerende kæmpe på digtelinjerne. Digtets sprog og levering af storbyen bidrager desto mere til den opfattelse af, at storbyen er i stand til at bære alverdens modsætninger på sine metal-skuldre, og alt det, som vi mennesker udsætter den for. Og det er der ingen tvivl om. Storbyen kan det, og mere til. Fin indledning
Digtets miljø er præget af den absurde realitet, man træffer i storbyen. Det er især den 3. modernisme-fase, som maler storbyen i industrielle farver, og som sætter et aftryk på digterjegets opfattelse af storbyen. Øvrige? optræder flere steder i digtet, og særligt når storbyen italesættes. Dette gør sig bl.a. gældende i følgende citat: ”Storbyen er et MetalMonster. Den drøner tungt gennem sin egen nat. Den æder og drikker sig selv (ll. 9-11). ” Dette citat henvender sig til den urolige fart, der er i digtet. Farten er forårsaget af de moderne levevilkår, idet menneskers liv i storbyen er præget af maskiner og en konstant fart fra både teknologi og mennesker, som man ikke kan komme uden om. Måden hvorpå storbyen italesættes i citatet tydeliggør, at digterjeget har et overvejende kritisk forhold til storbyen, da storbyen bliver beskrevet som et hensynsløst, egoistisk MetalMonster, da det æder og drikker sig selv uden videre. Storbyens hensynsløshed kan sammenlignes med den hensynsløshed der findes hos menneskerne i storbyen, idet der er så meget fart, at man ikke når at tage hensyn til alle. Dette leder tilbage til den 3. modernisme-fase, idet digtet kritiserer det moderne menneskes absurde livsvilkår, som er centreret omkring industri og kaosfint. Desto mere bliver der ikke gjort skjul på, at storbyen er et farligt sted, og at ”den er rå russisk roulette og et evigt ping-ping mellem loven og Jungeloven. (ll. 55-56).” Der bliver dog heller ikke gjort skjul på, at storbyen er skøn, idet den skænker indbyggerne flere mulighederfint du får dobbeltheden med, i form af moderne rammer mm., som mennesket ikke kan finde andre steder. Det er det sidste, som danner grundlaget for den fascination, som digterjeget besidder over for storbyen trods den overvejende negative tone, der blomstrer i digtet hos digterjeget.
Det er gratis at oprette en konto