Jeg sidder og kigger på min Facebook startside helt tilfældigt. Jeg støder på et billede af en lille syrisk pige, der bliver bedt om at smile til en journalist. Hendes smil er hjerteskærende og det fortæller mig, at hun kæmper for ikke at knække sammen psykisk. Det er som om jeg kan mærke hendes smerte. Hendes ansigt er fyldt med snavs og hendes hår er uglet. Jeg overvejer, hvor længe mon det er siden, hun har fået et varmt og ordentligt bad. Tårerne triller ned ad hendes kinder og med det samme kan jeg mærke tårerne i mine egne øjne. Udtrykket i hendes øjne er noget jeg ikke kan undlade at lægge mærke til. Et udtryk, som siger mere end tusind ord. Jeg ville ønske jeg kunne kramme hende og redde hende fra alt ondt, selvom jeg ved det ikke er muligt. Aldrig har et billede rørt mig så meget. Et billede, som siger så meget, helt uden at bruge et eneste ord.
Når jeg tænker på krig, så tænker jeg mest på de civile mennesker, som det går udover, især børnene. Børn, som nok ikke længere ser en mening med livet. Børn, som har mistet deres mål i livet. Deres hjem er ødelagt og deres forældre er dræbt. De står alene i den her verden og skal lære at være selvstændige i en meget tidlig alder. For dem er overlevelse deres eneste mål. De er født i en verden, hvor de slet ikke har fået chancen for at være medbestemmende i deres eget liv. Deres skæbne er allerede bestemt. De er traumatiseret resten af livet og har ar på både krop og sjæl. De ser og oplever ting som intet barn burde udsættes for. De får konsekvenserne af de handlinger, de voksne har taget.
Det er gratis at oprette en konto