Når jeg ser alle de flygtninge i fjernsynet og diverse medier, får jeg dårlig samvittighed. Ikke fordi, at det er min skyld, at de er havnet i den her situation. Men fordi, at jeg ikke kan hjælpe dem. Fordi de er på egne ben – og at det land, jeg lever i ikke gør mere. At de måske i virkeligheden ikke kan gøre mere. Folk snakker om dem, folk ser ned på dem. Men hvorfor? Prøv at gå en dag i deres fodspor og oplev det, de har oplevet.
Jeg er bange for, at jeg skal opleve en krig. Hvem ved, hvornår det rammer Danmark? Hvis det overhovedet rammer Danmark. Nogen mener, at det blot er et spørgsmål om tid, imens andre siger, at vi kan være helt sikre og trygge. Men jeg vil ikke tro på nogen af dem. For man ved det ikke. Jeg ville ønske, at jeg kunne være ligeglad. Lukke øjnene og lukke alt det dårlige ude. Men det kan jeg ikke. Krig er et meget relevant emne og det kan man ikke se bort fra. For hvordan skal det her tackles? Krig er ikke noget, man ser komme. Ingen havde forudset terrorangrebene i Paris, ingen havde forudset at Danmark ville blive invaderet af tyskerne i 1939. Hvad hvis det sker i morgen, er vi så forberedte? Eller overgiver vi os bare lige med det samme, ligesom vi gjorde under 2. verdenskrig? Jeg er ikke tryg, for jeg ved ikke, hvad vi ville gøre. Hvad lille Danmark har tænkt sig at stille op.”En 3. verdenskrig er under opsejling”. Sådan lyder det fra flere Europæiske lande.Isis bomber hele verden, Rusland sender kampfly til østen, Anonymus ødelægger Isis indefra, Europa bliver overfyldt af flygtninge, og EU er uenige i hvad vi skal stille op med dem.
Det er gratis at oprette en konto