Vinterdag i skoven

Vi går en tur i skoven, mig og mine fire veninder. Det er koldt og der er sne over alt, vi kan se fodspor, og vi går forbi en masse trærer. det sner, det er meget smukt. Vi går og snakker om skolen og vores nye lærer, som vi i hvert fald ikke synes godt om. Vi syntes at han er en kæmpe idiot og at han bare skal tie stille, og det er vi alle fire enige om. Han er heller ikke lige vild med os, synes vi. Men vi har det alligevel sjovt. Efter nogle timer opdager vi at vi er kommet for langt væk og vi ved ikke hvor vi er. Men vi tænker alligevel at vi kan finde vej hjem, så vi fortsætter bare med at snakke. Efter nogle timer bliver det mørkt og koldt, og vi fryser meget. En af pigerne siger ”jeg er bange nu, og vil gerne hjem ”. Vi er alle blevet bange nu, vi kan ikke se noget som helst, vi har det koldt, det stormer og sner. Pludseligt får jeg øje på noget lys, det ser ud som om det kommer fra et hus. Jeg råber ”piger jeg tror jeg har fundet noget ”. Vi skynder os at løbe derhen. Det viser sig at det er et stort gammelt træhus. Der er lys i vinduerne, så der er nok nogle hjemme. Vi er så nervøse, men også glade på samme tid. Vi banker på. Der går lidt tid før døren bliver åbnet, ved døren står en gammel dame med langt gråt hår, hun har briller på og så har hun en stok i hånden. Hun ser sød ud, men der er alligevel noget underligt ved hende. Hun spørger om hvorfor vi er ude så sent i det kolde vintervejr. Vi svarer med en hæs stemme,” vi er faret vild og vi kan ikke finde vej hjem”, vi gik og snakkede så vi glemte helt hvor vi var. Og så blev det mørkt så vi kunne ikke se noget, og vi blev bange, og nu fryser vi rigtigt meget. Hun tilbyder os at komme ind varmen og vil lave en kop varm kakao til os. Vi kommer ind i stuen, som er mørk fordi der kun er en lille lampe tændt .vi sætter os ned på sofaen, vi kigger os rundt i stuen, der ser gammelt og skummelt ud. En af os får øje på en sort tyk kat der ligger på gulvet, nogle af os vil gerne kæle med katten, men det ville den bestemt ikke have. Den forsvinder ud ad døren. Vi sætter os ned og kigger omkring os, vi får øje på nogle gamle figurer som forestiller triste mennesker. Der er nogle mørke billeder på væggene, jeg synes at de er lidt uhyggelige. Der er mange bøger, så hun læser nok meget. I sofaen er der en kurv med garnnøgler og strikketøj. Jeg kan se at hun er i gang med at strikke sokker. Den gamle dame kommer ind efter lang tid. Hun kommer ind med en bakke, med varm kakao og nogle småkager. Det er lige det vi har brug for. Hun sætter sig ved siden af mig, og stiller en masse spørgsmål om hvor vi kommer fra og hvorfor vi var ude i skoven. Vi svarer hende og Efter lidt tid begynder hun at fortælle en historie om dengang hun var på vores alder. Hun fortæller med en mørk stemme at hun har oplevet meget. Hendes forældre døde tidligt så hun måtte passe sin lillebror, hun havde ingen familie og måtte klare sig selv og sørge for sin lillebror. Hun måtte arbejde hele tiden for at tjene penge til mad og tøj både til hende og hendes lillebror. Hun fortæller også at hun ikke kunne klare det længere, så hun fortalte at hun nærmest blev sindssyg og dengang var der ikke noget hjælp at hente. Hun isolerede sig og flyttede ud i skoven hvor hun nu bor alene. Jeg syntes der var noget underligt med hensyn til lillebroren, hvor var han blevet af? jeg spurgte hende om hvor lillebroren var nu? og hun fortalte at han var død under uheldige omstændigheder og hun ville ikke fortælle mere om det. Jeg tænkte hvis hun ikke har fået noget lægehjælp hvordan er hun så blevet rask igen? er hun overhovedet rask? jeg var meget utryg. Jeg kiggede på de andre og de så ikke så bange ud. Jeg bad om et glas vand selvom jeg ikke var tørstig. Hun svarede med en irriteret stemme og gik ud i køkkenet. Jeg siger til mine veninder at jeg var bange og vil hellere væk fra det her sted, men to af dem ville ikke med. Min veninde og jeg laver en plan om vi siger at vi gerne ud og have lidt luft. den gamle dame kommer ind med et glas vand, jeg siger tak men drikker det ikke. vi siger at vi lige går udenfor et øjeblik for at få lidt luft. Hun siger ok og vi spørger de andre piger om det vil med for sidste gang. Men det vil de bestemt ikke. Vi går ud ad døren, og spurter afsted. Vi ved ikke hvor vi løber hen, men vi løber bare. Efter vi har løbet i et stykke tid, finder jeg ud af at vi stadig er det samme sted, vi har løbet i ring! Råber jeg, min veninde og jeg får øje på det gamle træhus .vi begge blev så bange da vi så det gamle træhus, vi fik gåsehud, begyndte at fryse ihjel .vi for øje på den gamle dame. Det er som om jorden går under . Vi skynder os at løbe væk . Vi prøver at spurgte væk ,vores ben ryster ,vi kan næsten ikke mærke vores ben.Vi løber væk som en vandvittig psykopat, ”AV forhelvede da jeg har fået en plint på foden” jeg stanser jeg kan ikke mærke min krop ,jeg fryser afhelvedes til, jeg står udenfor med kun en tynd rød striktrøje og tynde blå cowboy bukser ,og engang nogle ordenlige sko ,jeg har lyserøde ligegyldige sutsko på !jeg kunne ligeså godt bare gå med bare tær ?. Rolig nu råber min veninde vi skal nok finde hjem igen , jeg sætter mig ned på det kridt hvide kolde sne og begynder at tude græder ,min veninde sætter sig ved siden af mig af prøver at få mig til at være rolig ,det virker ikke ligeså godt ,”Jeg giver op vi finder aldrig hjem og den gamle uhyggelige dame finder os og slår ihjel som hun gjorde med sin lillebror ” kig bag ved dig ,hun er bag ved dig .Jeg svare med min hæs ”laver du sjov med mig selvfølgelig står hun ikke bag ved mig , kig nu bare bag ved dig ! . Jeg vender mig halvskræmt rundt og det første jeg får øje på er nogle gamle brune gummistøvler og hendes skarpe blå øjne der kigger på mig .Jeg vågner på en blød varm seng ,hvor jeg kan høre min fire snakke med den gamle dame ,jeg kan høre det hygger sig . Jeg står straks op af sengen og stiller en masse spørgsmål om hvorfor vi stadig er her og hvorfor hun ikke gider lade os være ” hun svare med en ked af det stemme undskyld hvis jeg har skræmt jer det var ovehovedet ikke meningen ,jeg ville bare hjælpe jer og tage godt imod jer ,men det kunne jeg så ikke finde ud af ,i må godt gå, jeg ville bare ikke have at i skulle ud i den kolde sne vejr .Hun går ud fra værelset .Mine veninder fortæller at hun bare ville hjælpe os ,og grunden til hun ikke vi fortælle om lillebroren var begrund af det sorger hende rigtigt meget og det ikke er noget som hun vil tale om får det er hendes svaghed , jeg rødmer og bliver ild rød i hovedet og får dårlig samvittighed. Jeg løber hen til damen og giver hende den største varmeste kram og undskylder hende ,jeg får tårer i øjnene og siger at jeg er rigtigt ked af det det der er sket og jeg bare har misforstået det hele ,hun tilgiver mig .lidt efter tid kører hun os hjem. Nu har jeg lært at jeg aldrig skal have fordomme om mennesker før jeg kender dem, og jeg glemmer aldrig den dag .