Flystyrtet

På en usædvanlig kold vintermorgen, befandt jeg mig i sneen sammen med et par af mine kammerater. Det forekom mig svært at forstå, hvorfor jeg havde accepteret mine venners tilbud, da temperaturen målte under frysepunktet og sneen lå i tykke lag. Samtlige nyhedsudsendelser havde varslet om denne ekstremt kølige dag, men mine venner havde trodset alle opfordringer om at holde sig inden døre. Deres begrundelse var, at de simpelthen trængte til noget frisk luft, og da vi alle boede i den samme opgang, kunne de selvfølgelig ikke modstå fristelsen til at invitere mig. Vi gik alle tre i samme klasse, og vores forhold blev ikke mindre styrket af vores korte distance til hindanen. Vi var i hindanens nærvær det meste af vores tid, og der var ikke noget, som jeg ikke fortalte dem, men mens jeg befandt mig i den iskolde sne fortrød jeg bitterligt forslaget om at gå en tur.

Mine ben var stive og forfrosne af kulde, og der var sprunget gådehud overalt på min tildækkede krop, på trods af min meget varme beklædning. Vi nærmede os den nærliggende skov, som var et yndet opholdssted på grund af dets meget livlige natur samt det smukke græsareal, hvor der voksede farverige planter og træer i vidt omfang. Mens vi bevægede os mellem træerne, fik jeg øje på adskillige fly oppe mellem trækronerne. Det virkede en del besynderligt, for jeg havde regnet med, at flyafgangene ville blive aflyst grundet de isglatte landingsbaner. Mine tanker svævede atter tilbage til den varme pejs i min lejlighed. I al desperation forslog jeg at vende om, men jeg blev beklageligvis afvist. Da der var gået et par minutter, besluttede jeg at vende om egenhændigt, på trods af de mange indvendinger fra min omgangskreds. Jeg traskede langsomt gennem den hårde sne, som var faldet i betydelige mængder dette år, mens jeg kun tænkte på at komme hjem.