Vandet strejfer mine tæer. Koldt. Men varmere end om vinteren. Jeg suger ind. Den kolde versterhavsvind suser ned i mine lunger. Den renser. Renser min krop. Renser min sjæl. Den renser også for alt ondt. Med lukkede øjne står jeg med ansigtet mod horisonten og tager imod alle naturens kræfter. Hver gang en ny bølge slår mod mine fødder dannes høje brusende lyde. Lydene, der baner sig gennem min øregang, og bølgerne der bruser helt nede ved mine fødder, skiller min sjæl og krop i to. Jeg ved ikke, hvor den ryger hen. Men når vinden igen søger vej ind gennem næseboerne og sprækken mellem mine let adskilte læber, kommer den tilbage. Det sker igen og igen. Den bliver trukket ud af mig. Renset. Suser igen ind i mig. Efter hver gang føler jeg mig renere. Fri. Jeg nyder dette øjeblik.
”Maaaarie”, råber hun i nakken på mig, samtidig med at hun giver mig et puf i ryggen. Jeg åbner øjnene, da jeg klodset dumper et par skridt længere ud i vandet. Lyset borer sig gennem mine pupiller og gør hele mit synsfelt hvidt. Jeg kan ikke se hende, men kun hører hende. Jeg bliver bange. Bange for at hun skubber igen, så jeg falder på knæ i det alt for kolde vand. Jeg strækker armene frem som beskyttelse. Men der sker ikke noget. Synet kommer hurtigt tilbage igen.
Det er gratis at oprette en konto