Jeg synes selv, at det var ret heltemodigt, det som jeg gjorde den dag. Det var engang i 1 eller 2 klasse, hvor jeg var med min lærer og resten af klassen. Vi var ude i en skov. Ved den skov var der en lang, stejl bakke, og hvis man først fik fart på ned ad den bakke, så ville man ende i vandet.
Lige da vi var mødt ind i skole, tog vi af sted mod det dejlige sted, som vores lærer havde beskrevet. Vi gik, og vi gik og vi gik. Mine venner og jeg troede aldrig, vi ville nå frem, inden vi skulle hjem igen. Vi nåede heldigvis frem. Jeg tror max, at vi havde gået en time, selvom det føltes som meget mere. Det var det fedeste sted, og jeg kunne have blevet der i evigheder.
I lang tid løb jeg rundt med mine venner, og kæmpede om, at blive den bedste af os til at slås med træpinde. Midt i vores hårde kamp løb pigerne hen til os, og de råbte om at en af piger, sad fast oppe i et træ. Vi løb derhen. Vi sagde til hende, at hun skulle hoppe. Men fra de 2 meter som træet var oppe i luften, ture hun ikke at hoppe ned. Nogle af pigerne begyndte at lede efter vores lærer. De var væk i lang tid, og jeg kunne se at tårerne, begyndte at trænge sig på i pigens øjne. Det måtte være nok, tænkte jeg. Jeg fik hende til at lade hendes ben komme ned mod os. Så tog jeg og brugte alle mine muskler, og bar hende ned ad træet. Hvad gør man ikke for en sød pige? Tænkte jeg.
Det er gratis at oprette en konto