Den Geologiske Cyklus

Den geologiske cyklus beskriver de geologiske processer, som bjergarter bliver udsat for under og over jorden. De geologiske processer, der foregår under jorden, kaldes interne geologiske processer, og de dækker over bevægelse og omdannelse af bjergarter i jordens indre. De interne processer kan omdannes af geologiske kræfter såsom høj temperatur og højt tryk, eller kemisk ved omdannelse af mineralerne i bjergarten. De geologiske processer, der foregår over jorden, kaldes eksterne processer. Disse eksterne processer kan også bevæge og omdanne bjergarter. Nedbrydningen af bjergarter kan i den eksterne proces ske ved forvitring eller erosion. Efter nedbrydningen af materialet transporteres det af for eksempel vand, vind og is, hvorefter materialet aflejres. Figur 2.11 er altså en model af den geologiske cyklus. Figuren viser både de eksterne og de interne geologiske processer. Til venstre på figuren kan man se de eksterne geologiske processer i skorpen, hvor en bjergart kan følge hvilken som helst af pilene. Når man starter ved bjergarter i kontinentalskorpen, kan man se, at den første del af cyklussen består af erosion, transport og aflejring. Erosion er altså nedbrydningen af bjerget. Vind og vand transporterer dernæst de nedbrudte materialer ned ad bjerget. Herefter bliver sedimenterne aflejret og cementeret til en sammenhængende stenmasse, som altså er det næste trin på figuren. For at sedimenterne kan blive cementeret til en sedimentær bjergart, kræver det altså, at sedimenterne bliver udsat for et kraftigt tryk, der dermed presser de enkelte sedimentkorn sammen. Det kraftige tryk kan for eksempel opstå ved, at et område i løbet af mange millioner år får presset sediment sammen fra en flod. Det sediment der ligger nederst har været udsat for et højt tryk i mange år, og er derfor blevet omdannet til en sedimentær bjergart. Næste trin på figuren er metamorfose. Metamorfosen opstår, når den sedimentære bjergart bliver udsat for store ændringer i temperatur og tryk. Disse ændringer sker, da sedimenterne bliver presset længere og længere ned mod jordens indre kerne, hvor temperaturen er højere. Temperaturen skal komme over 200 °C, før metamorfosen kan ske. Mineralerne i den sedimentære bjergart bliver altså ustabile på grund af de voldsomme ændringer, og der dannes nye mineraler som er tilpasset ændringerne i tryk og temperatur. Dermed gennemgår den sedimentære bjergart altså metamorfose og bliver til en metamorf bjergart. Nu er det altså blevet en metamorf bjergart, og næste trin ifølge figuren er altså opsmeltning. Hvis den metamorfe bjergart bliver endnu varmere og dermed smelter, bliver det altså til magma, som opholdes i et magmakammer i omkring 5-10 kilometers dybde. Når magmaet størkner, er det altså blevet til en magmatisk bjergart, som kan ses som næste trin på figuren. Når en magmatisk bjergart dannes, foregår det over rigtig mange år, og der når at blive tilføjet en hel del forskellige mineraler, som danner krystaller såsom granit. Magmaet søger opad mod overfladen, da magmaet har en lavere massefylde, og trykket er lavere tættere på overfladen. Magmaet samles i et magmakammer, og hvis et vulkanudbrud opstår, falder trykket i