Et blad i himmelen er et kunsteventyr skrevet i 1853 af Hans Christian Andersen. Jeg vil i min analyse af teksten fokusere på de romantiske træk, tekstens hensigt og til sidst perspektivere til en anden romantisk tekst, Guldhornene. Et blad i himmelen handler om hvordan en engel, som går i himlens have, taber et blad fra en blomst ned til jorden. Det lander i en skov hvor det begynder at gro. De andre planter er mistroiske og bryder sig ikke om den nye, smukke plante der er dukket op. En fattig pige ser planten, hvor gud snakker til hende igennem den. Planten, som har vokset sig til et stort træ, bliver desværre senere fældet som brænde. På samme tidspunkt, finder en konge ud af at han skal bruge blade fra træet til sin medicin, men finder dog ud af at træet er fældet. Han sætter hegn og vagt rundt om for at bevogte stedet for evigt. Teksten handler meget om menneskets ignorance, tro og guddommelighed i naturen. Den bærer en masse spændende romantiske træk.
Et blad i himmelen er en tekst skrevet under romantikken. Der er tydelige træk i teksten af denne kulturstrømning. En af de vigtige værdier i romantikken er den dualistiske tankegang. Det er en tanke om at hele vores verden er delt op i to dele. Den ene er den som vi mennesker lever i, imens den anden er ideernes og sjælens verden. De romantiske kunstnere er lidt splittede efter dette punkt. De opdeler sig i to filosofiske tankegange som vi kalder nyplatonisme og universalromantik. Nyplatonismen har rod i Platons filosofi, som handler om at verdenen er fuldstændig opdelt i to verdener. Fænomenernes verden er den som vi mennesker lever i. Det er dog en falsk verden hvor alting ender på et eller andet tidspunkt. Ideernes verden er den sande, åndelige verden. Her består alting af rene, evige ideer. Alt som nogensinde vil eksistere i fænomenernes verden, eksisterer allerede her. Genier, kunstnere, skrivere og lignende kan tappe ind i denne verden med deres sjæl, som fungerer som en form for radiomodtager.
Det er gratis at oprette en konto