Filmanalyse af 'Kunsten at græde i kor'

”Kunsten at græde i kor” er en filmatisering af romanen af samme navn. Den autofiktive bog blev skrevet i 2002 af Erling Jepsen, og senere i 2007 filmatiseret, med Peter Schønau Fog som instruktør, og Bo hr Hansen som manuskriptforfatter. Den tragikomiske film har haft stor succes så, da den riser fra både Bodil og Zulu for bedste danske film.

I filmen følger vi en dårlig fungerende sønderjysk familie, med fokus på Allan der er lille broderen i familien. Han bor i Sønderjylland med sin Far, Mor og Storesøster. Faren er meget psykisk ustabil, hvilket går ud over familien når han har dårlige dage. Når faderen har det ”dårligt”, så føler Allan at det er hans ansvar at få faderen til at få det godt igen, og det gør han ved at sende Sanne ned på sofaen sammen med ham. Da Allan ikke er mere end 11 år, så forstår han ikke hvad der foregår nede på den sofa. På et tidspunkt siger Sanne fra over for faderen på sofaen, så derfor må Allan finde en ny måde at gøre faderen glad. En anden ting der gør faderen glad, er når han kan få lov til at holde taler til begravelser. Han er nemlig kendt for at holde taler, så selv den hårdeste negl knækker.Normalt plejer faderen at spille ked af det for at få sympati fra andre, men da hans mor omkommer i en brand, ser vi for første gang en rystet og reelt ked af det fader. Udover farmoren dør, så dør faderens søster også til fødselsdagen. Faren er ikke til at trøste, så Allan overtaler Sanne til at gå ned og trøste ham.Sanne løser sig inde på værelset, så familien kontakter læger som forslår hun bliver sendt på Augustenborg. Allan besøger Sanne, og fortæller sygeplejeren om at Sanne sover på sofaen med far. politiet undersøger nu forholdet i familien, og kort efter røver faderen at hænge sig selv. Det lykkes ham ikke, da Allan skærer ham ned, og så bliver faderen sendt på hospitalet. Sanne kommer i en plejefamilie, så det efterlader Allan og moderen alene, og de har det godt.