'Kunsten at græde i kor', romananalyse

Kunsten at græde i kor er en roman af Erling Jepsen, som han skrev i 2002

Det er en tragikomedie som handler om en sønderjysk familie.

Familiens yngste dreng på 11 er bogens fortæller, han fortæller om hans far som han ser meget op til, faren holder nogle fantastiske taler til begravelser, hvor fortælleren hjælper til ved at hælde hovedet på skrå og få en tåre til at trille og når faren er god ved begravelserne stiger kundetallet i hans lille ismejeri. Drengen tænker over hvordan han kan få flere begravelser og udarbejder en dødsliste som han deler med hans storesøster Sanne.

Sanne sover tit på sofaen med faren når han er ked af det og har truet med at tage sit eget liv, en drengen aner intet om hvad der foregår, han vil bare have at Sanne skal trøste faren.

Moren vender bare ryggen til alt hvad der sker i familien.

Sanne bliver sendt til lægen da hun begynder at blive lidt sær og ryste over hele kroppen, hvor hun derefter bliver sendt på Augustenborg, som er et sted for psykisk syge.

Fortælleren rejser til Augustenborg for at få Sanne ud, og bringer hende hjem til storebroren Asger.

Faren har i mellem tiden opstillet sig til valg i byrådet, men kan nu risikere at komme i fængsel da historien om at han har begået incest ved sin datter kommer i avisen, han prøver at hænge sig selv, men fortælleren får ham skåret ned, og faren bliver syg.