At miste nogle man holder af, er noget det hårdeste man kan opleve, det er dog noget vi alle kommer til at opleve på et tidspunkt i livet. Nogle oplever det først senere i livet, hvor andre oplever det meget tidligt i livet. I novellen ”Lauge” (2010) af Julia Butsckow fra novellesamlingen, Der er ingen bjerge i Danmark, mister Lauge sin mor i en alt for tidlig alder.
Hovedpersonen Lauge er en 5-årig dreng, som skal til at starte i skole. Hans mor er død, så derfor bor han kun sammen med sin far. Lauge blev opdraget af sin mor, men efter morens død er han begyndt, at se faren som en rollemodel, hvilket ændrede på Lauges personlighed og væremåde (især i slutningen af teksten). Lauge er en rund person, da han er den eneste vi får noget af vide om, men også de enestes tanker vi hører om. Lauge går gennem en udvikling i historien. Han virker som en meget stille og uskyldig dreng i starten, som ikke rigtig tør at sige sin meningen eller sige andre i mod. F.eks. da Lauge spørger faren om hvor længe der går før tuschen i hans ansigt vil gå væk, og hvor faren så svarer at der vil gå et par dage. Lauge siger eller gør intet. Han virker også som en meget usikker dreng, da han tænker meget over hvad andre tænker om ham. Hver gang Lauge sagde noget i teksten mumlede han, og det kan være et tegn på usikkerhed. Dog til sidst efter han besvimede begyndte han at tale ordenligt uden at mumle, og det hele som han havde holdt inde røg ud, ”Hun er en heks med hængepatter”. Han bryder ud af sin skal. Man kan så diskutere om han har udviklet sig til det bedre, eller endt op lige som sin far.
Det er gratis at oprette en konto