De fleste mennesker oplever det i løbet af deres liv. Du står i en situation, hvor du har lyst til at være alle andre steder. At gå i et med tapetet virker mere tiltalende end nogensinde. Alle siger det helt forkerte, trøjen kradser, armhulerne er svedige, lyden af alle de mumlende mennesker omkring én lyder som summende insekter, og kiggede ham, der lige gik forbi egentlig også lidt mærkeligt?
Der er i dag mere fokus på præstationsangst hos børn og unge end nogensinde før. Alligevel er det som om, at ingen rigtig kan finde det endegyldige mirakelmiddel, der skal til for at kunne slippe sin angst og finde fokus igen. Det der gør, at man midt i alt larmen er i stand til at finde roen. Realiteten er nok, at løsningen er forskellig for alle. I novellen ”Lauge” fra samlingen ”Der er ingen bjerge i Danmark”, af Julia Butschkow, lærer vi, hvordan Lauge på inspirerende vis formår at mobilisere sin indre styrke og skubbe angsten fra sig, når det ser sortest ud.
Novellen er skrevet i 3. person, og har en personbunden fortæller, hvilket giver læseren en fornemmelse af at være til stede og opleve det, som Lauge oplever.
“Han er den fødte klovn, siger far. Damen ler. Faren bøjer sig ned og trækker lidt ud i den røde næse, så elastikken spændes. Han slipper den igen med et lille smæld mod Lauges kinder og ler. Du er lidt for alvorlig mester, siger han. Når man er en klovn, skal man grine, siger damen. Og ler. (Linje5-10, s. 52, Butschkow)
Det er gratis at oprette en konto