Novellen Alle kan ro (2008) af Pia Juul, handler om en 19-årig pige, der lige er blevet student.
Historien foregår hovedsagligt på en kanotur, en tur arrangeret af hovedpersonens mor, for at fejre hendes 19 år. Hovedpersonen skal snart starte et nyt liv væk fra hverdagens trygge rammer, og hun både glæder sig og frygter det. På vej til sit nye liv ser hun en ældre dame i togekupéen, som viser sig at være død, og hun vælger ikke at sige det til sin mor.
Novellen er fortalt igennem en jeg-fortæller med indre syn ”… Men jeg var flov over, at det var her, jeg følte mig hjemme”. Det ses ved fortællerens brug af jeg som ikke kun bruges i tale, men generelt til at fortælle historiens handling. Fortælleren gør læseren bevidst om fortællerens tanker og følelser, så derfor er det en jeg-fortæller med indre syn.
Historien er opbygget som tilbagekomposition ”… Jeg vidste den dag, at det hele var forbi, før det var begyndt”. Vi kan ud fra citatet se, at hovedpersonen sidder og fortæller historien – det hele er sket i forvejen.
Novellen opfylder kriterierne for en typisk moderne novelle, in medias res, få personer, åben slutning, flashbacks og så strækker forløbet sig på forholdsvis kort tid.
Det er gratis at oprette en konto