Hvis jeg havde mødt hende før hun blev student, så ville jeg have rådet hende til at…. Og så havde historien nok haft en anden slutning, nemlig denne:
Jeg sætter mig ind i kupéen og kigger ud af det beskidte vindue, jeg ser min mor svagt i menneskemængden. Vi får øjenkontakt og kigger hurtigt væk igen. Jeg overvejer ikke at vinke farvel til hende, kan simpelthen ikke klare den kvinde mere. Hun er som en veninde man bare ikke kan slippe af med, jeg følte mig endelig fri. Fri fra hende og familien og det gamle liv. Egentlig ikke fordi jeg ikke kan lide min familie, men det hele er blevet for meget og jeg glæder mig faktisk til at komme væk. Glæder mig til at jeg selv kan lave mad, uden at nogle kan dømme mig, hvis jeg nu lige kommer til at gøre noget forkert. Min mor har altid kigget mig over skulderen, hun lader mig aldrig være i fred.
Togkontrolløren pifter i fløjten, og toget begynder stille og rolig at trille mod endestation Aarhus. Endelig føler jeg at den klump i halsen, jeg har gået rundt med i alle de år er forsvundet. nu er der ingen som kan se ned på mig, og fortælle alle de ting jeg ikke gjorde rigtigt mere. Det er en enorm lettelse, og jeg kan ikke vente med at starte på universitet og starte et nyt kapitel.
Det er gratis at oprette en konto