Jeg har læst eventyret ”Det gamle hus” skrevet af Hans Christian Andersen i 1848. Teksten er fra samlingen ”Nye eventyr” andet bind. Jeg vil her foretage en personkarakteristik, samt foretage en analyse af tid, sted og miljø. Jeg vil fordybe mig i skriveteknikken, som er blevet brugt i teksten. Til sidst vil jeg lave en fortolkning af teksten og komme frem til budskabet og perspektivere teksten til den litteraturhistorisk periode.
Allerede i den første linje af eventyret får vi et indblik imellem det gamle og det nye, eller det moderne og det umoderne. Her bliver man nemlig præsenteret for et hus, der er 300 år gammelt og man får af vide hvor elendige stand huset er i, i forhold til de andre huse i gaden. Problemet viser sig allerede da Andersen beskriver huset som ”Alle de andre Huse i Gaden vare saa nye og saa nette, med store Ruder og glatte Vægge, man kunde nok see at de vilde ikke have noget at gjøre med det gamle Huus; de tænkte nok: hvor længe skal det Skrummel staae til Spektakel her i gaden” Her er tydeligt at de andre i gaden ikke bryder sig om det gamle hus, og her venter man bare på at huset skal rives ned, så der kan blive bygget noget der er nyere og meget mere moderne. Så på denne måde kan man tydelig se, at der er et tema imellem det moderne og umoderne. Men huset er ikke ubeboet, her beskriver Andersen en meget gammel mand, men alle udefra går ud fra at manden er ensom og ikke gør noget for, at han skal føle sig en del af fællesskabet. Her er det tydeligt at Andersen sætter fokus på den måde andre taler om den gamle mand, i for hold til hvordan drengen ser på manden. Andersen beskriver den lille dreng som positiv ”Lige over for i Gaden var ogsaa nye og nette Huse og de tænkte som de andre, men ved Vinduet her sad en lille Dreng med friske røde Kinder, med klare straalende Øine, han syntes rigtignok bedst om det gamle Huus, og det baade i Solskin og i Maaneskin” her kan vi som læser få fornemmelsen af at drengen vil noget godt, det beskriver også at drengen er en del af et moderne samfund, da han selv bor i et af de nye huse. Den lille drengs forældre syntes ikke, at mene den gamle mand lider nogen nød ud over at han er meget alene, og derfor må være ensom,” Den lille dreng hørte sine forældre sige: Den gamle mand derovre har det meget godt, men han saa skrækkelig ene!” Da drengen hører dette, ofre han sin ene tinsoldat til den gamle, for han syntes ikke om at den gamle mand skal være alene. Den lille dreng hjælper med at binde det gamle og det nye samfund sammen. Grundet til dette er at han er den eneste fra det nye samfund, der kan se positivt på det gamle hus og den gamle mand. Her bruger den lille dreng sin fantasi til at se det gode, hvor de andre kun ser et faldefærdigt og gammelt hus, som de har et ønske om skal rives ned. Det at den lille dreng ser solskin og måneskin betyder, at han virkelig syntes om dette gamle hus. Allerede i starten af teksten bliver det gamle hus beskrevet som en kirkegård ”Jerngelænderet seer jo ud som Døren til en gammel Begravelse” Men det er ikke det den lille dreng ser og derfor er dette ikke skræmmende for ham. På den måde kan man læse, at drengen har et godt hjerte. Trods han ikke er voksen, tænker han på den gamle mands ve og vel, det er også derfor han forærer den ene af sine tinsoldat til den gamle mand. På denne måde mener den lille dreng, at den gamle mand ikke ville være ene. så han pakker sin tinsoldat ind i et stykke papir, og går ned til porten ved det gamle hus. Da ham som render ærinder for den gamle mand kom forbi sagde han til ham ”hør! vil du bringe den gamle Mand derovre dette fra mig! jeg har to Tinsoldater, dette er den ene; han skal have den, for jeg veed at han er saa skrækkelig ene” Andersen beskriver, drengen med friske røde kinder og klare strålende øjne. Der ligger en stor kontrast imellem hvordan det gamle hus bliver beskrevet inden den lille dreng går ind i huset. ”Hvor længe skal det Skrummel staae til i Gaden; saa løber Carnappet saadan ud, at Ingen fra vore Vinduer kan see hvad der skeer i den Kant! Trappen er saa bred som til et Slot og saa høi som til et Kirketaarn. Jerngelænderet seer jo ud som Døren til en gammel Begravelse og saa har det Mæssingknapper. Det er flaut” denne lange beskrivelse af det gamle hus er noget der skal forstås som negativt og skal give et dårligt billede af huset. Et ord som flaut betyder at sådan et hus er smagløst. Men da den lille dreng træder ind i huset begynder man som læser, at se meget anderledes på huset, det begynder langsomt at leve op igen. ”Mæssingknapperne paa trappegelænderet skinnede meget stærkere end ellers” ”blomsterne de voxte nu ligesom de vilde”det er ting som dette der gør, at man som læser får oplevelsen af noget positivt, blomsterne der vokser vilde, er et tegn på at der er liv i huset. Og det er ikke kun blomsterne der giver os sådan et indtryk, alle møblerne, væggene, og urtepotterne vågner op og taler, på væggen hænger der et maleri af en kvinde, drengen spørg manden hvem denne kvinde er, fordi han er nysgerrig. Som skrevet tidligere er drengen godhjertet, han hjælper og tænker rigtig meget på den gamle mand.
Det er gratis at oprette en konto