Når der handels med udlandet, forgår betalingerne med en fremmed valuta. Når der bliver eksporteret vare til andre lande, modtager man betalingen i fx amerikanske dollars. Ligeledes modtager vi valuta, når udenlandske turister bruger deres valuta på ferie i Danmark. Vi tjener også valuta på søfragt, EU osv.
De dansker, som tjener valutaen, vil omveksle den til danske kroner. Valutaindtægterne, kommer dermed ind til pengeinstitutterne, hvis funktionen er varetagende i disse transaktioner, som i denne figur.
Men vi har også brug for at, vi selv kan betale for en fremmed valuta. Som fx når vi importerer en varer for udlandet, eller hvis man skal på ferie i udlandet, har man også brug for en anden valuta. Som man typisk køber i pengeinstitutterne (banken). Pengeinstitutterne har denne valuta, fordi at de har modtaget valutaen, fra blandt andet eksportørerne.
Mulighederne for at kunne betale for importen afhænger af, at vi har tjent på valutaen ved eksport, turisme osv. Når der er tjent nok på valutaen, så er der ingen problemer. Men så snart valutaindtægterne ikke er så store til ar kunne dække valutaudgifterne, så vil der opstå et alvorligt problem. Når der er et valutaunderskud, som ikke kan dækkes, så har vi mindre valuta til rådighed, end vi har tjent. En af mulighederne var, at staten kunne sætte en stopper for importen. Det er vanskeligt at gøre i en markedsøkonomi. Der foretages ovennævnte transaktioner, af private virksomheder og personer, som staten ikke bestemmer over. Og de internationale aftaler (WTO, EU) lovet, at man ikke vil tage et indgreb, som bremser den frie handel mellem landene. Et indgreb i forbrugerens frie forbrugsvalg, hvis staten pludselig standser importen af, fx Volvo-biler. En kort løsning, ville være at tære på valutareserverne. Hvor hvert land har en beholdning af internationale betalingsmidler, som kunne være guld, doller, yen og euro, som har det liggende i landets central bank som kontant kasse, til de baglige betalinger.
Det er gratis at oprette en konto