Analyse af '78 grader' af Kenneth Bøgh Andersen

So ridiculous, Greta must work on her Anger Management problem.

Greta Thunberg. En ung og klimaaktivistisk skoleelev, som kæmper for grøn omstilling og miljøpolitisk lovgivning. Hun præsenterer naturvidenskabelige fakta, som ganske simpelt forklarer hvor tæt vi mennesker er på et point of no return, en global opvarmning som ikke vil kunne standses. Citeret ovenfor er den nuværende præsident i USA, Donald Trumps, holdning til Gretas vrede over den ubehandlede klimakrise. Greta frygter og forestiller sig en dystopisk fremtid, måske som den vi møder i novellen ’78 grader’, af Kenneth Bøgh Andersen. Her skildres den naturkatastrofe, som vil forekomme, hvis vi mennesker fortsat vender det blinde øje til klimaet, og i stedet læner os tilbage i den usunde forbrugskultur; vores kapitalistiske samfund. Novellen er ligeså skræmmende som den er dragende, for som alt andet dystopisk litteratur lægger den sig tæt op ad vores virkelighed og hverdag. Man har blot forstørret nutidens fejl og mangler, i dette tilfælde den kritiske klimasituation og manglende indsats på samme. At den fiktive fortælling foregår i et fremtidigt univers, er et andet karakteristisk kendetegn ved den skønlitterære dystopi. Denne novelle udspiller sig i en skræmmende fremtidsvision, hvor verden, som vi kender den i dag, kan forvandles til et brændende helvede i løbet af blot tre år. Udenfor er der 78 grader varmt. Der er sket et civilisationskollaps grundet naturkatastrofen, og mennesker har instinktivt vendt sig mod hinanden i kampen om overlevelse. ”[P]anikken brød ud - både blandt mennesker og blandt regeringer, der med magt og våben gik efter de svindende resurser, der var tilbage.” (s.37, l.11-13). Her tydeliggøres det hvordan menneskelige værdier og humanisme bliver reduceret til ét dyrisk overlevelsesinstinkt, og man i stedet for at handle fælles for at sikre menneskeracens overlevelse, går i krig mod hinanden for at redde sig selv. Denne slags samfund, hvor en katastrofe får os til at vende os mod hinanden, og glemme vores humanitet, er meget almindeligt i dystopisk litteratur. Af citatet kan vi uddrage, at trods alle advarslerne har mennesket ikke har været forberedt på den enorme opvarmning. ”Man havde længe vidst, at man stod med et problem[ ]. Derfor var man for flere årtier siden begyndt at lægger planer og sætte mål for at mindske forureningen, ødelæggelserne. Men målene var åbenbart svære at nå, og de blev hele tiden udsat og udskiftet…” (s.38, l.3-9). Her får novellen karakter af advarsel, da den bringer de samme problematikker frem, som Greta Thunberg raser over; vi sætter klimamål og laver aftaler, som vi i sidste ende alligevel ikke overholder.