”Hjælp!” råbte jeg. Det var det sidste jeg nåede at sige, før jeg faldt af den store lastbil. Der havde min familie og jeg hægtet os fast, i håb for at komme væk fra landet. Der var krig.
Det næste jeg hørte var lyden af dyttende biler, skud og folk der skreg. Jeg åbnede langsomt øjnene, og håbede inderst inde, at jeg var død, kommet væk fra det her sted, men nej. Det var de samme skud, de samme biler og de samme mennesker der skreg. Det var som om ingen havde ænset at jeg lå her, med blod løbende ned af min venstre kind. Jeg kunne mærke en voldsom smerte fra min dunkende kind, men det der gjorde mest ondt, var at jeg ikke vidste hvor min familie var henne. Jeg er selv 8 år, men mange siger at jeg er meget klog af min alder.
Min kind. Jeg kan næsten ikke mærke det mere. Ligger bare i siden af vejen, og stirrer op på den mørke himmel, og håber på at nogle vil hjælpe mig. Det er næsten ikke til at holde ud at ligge her. Alle skrigene, det er forfærdeligt. Tanken om døende mennesker giver mig kvalme.
Det er gratis at oprette en konto