Det berygtede gys, et chok. Følelsen af, at man i et kort øjeblik faktisk tror man skal dø af skræk. Eller helt bogstavelig talt - dø, selvom man udmærket godt ved, at man er lyslevende. Alle har prøvet det, eller ihvertfald de fleste. Nogen mere end andre. Men hvis man har, er man klar over det. Følelsen af, at det løber en koldt ned af ryggen, fingrene begynder at dirre, tænderne klaprer sammen, håndfladerne bliver stille og roligt mere og mere svedige og hele kroppen stivner af anstrengelse og spænding. Måske man febrilsk prøver at holde vejret, eller kigge væk for at forhindre et skrig - mens ens hjerne bare siger at man skal væk, væk ,VÆK! Måske man holder sig for ørene, eller nervøst synker en klump i halsen. Og følelsen af at “ens hjerte hopper et slag over” bliver nu en realitet. Den følelse glemmer man sjældent. Sådan virker et gys hvert fald på mig. Bevares, det er jo den mest ekstreme form for gys - det findes jo også i langt mindre grad. 55% af alle mennesker, vil faktisk frivilligt se en gyserfilm. Om nogen af dem så bare gør det fordi vennerne synes det er det fedeste - det skal jeg ikke kunne sige. Men hvordan kan det være at vi mennesker så godt kan lide at blive skræmt? Det er det uhyggelige som vi mennesker kan lide. Vores krop er, sjovt nok faktisk indrettet til at kunne lide negative følelser. Dog kun hvis det sker, i en situation hvor vi mennesker føler os sikre. Altså hvis vi har magten til at slukke fjernsynet. Det giver jo god mening. Man ville jo heller ikke nyde hvis en fremmed person opsøgte en alene i en mørk skov, fordi man netop ingen kontrol har. Kroppen er indrettet sådan, fordi vi faktisk træner os selv i at håndtere krisesituationer på den måde. Så næste gang ens mor brokker sig over at man ser for mange gyserfilm, kan man faktisk bare sige at man træner sig selv i at håndtere krisesituationer. Det fungerer lidt ligesom ordsproget “øvelse gør mester”. Jo flere gange man prøver det, jo bedre bliver man. Dog med begrænsninger selvfølgelig. Men faktisk er det ikke så mærkeligt, for vi har gjort det gennem hele livet. Man får jo de samme følelser af panik og frygt for at blive fanget, når man fx leger fangeleg, bare i mindre grad. Det er spændingen man vil have. Man fremprovokerer med vilje følelser som angst og afsky når du sætter dig til at se en gyserfilm og rykker på den måde dine grænser. Hjernen kan ikke kende forskel på de følelser der opstår når du ser en film og virkelige følelser. Jeg kan i hvert fald genkende følelsen af tristhed hvis et lille barn dør i en film, måske fordi man identificerer sig med personerne i filmen og på den måde føler de samme ting som de gør. Det hænger igen sammen med at hjernen ikke gør forskel på følelserne.
Det er gratis at oprette en konto