Ringen Analyse

Ringen _________________________________________________

Denne novelle ved navn ”Ringen” er skrevet af Karen Blixen i år 1958 og blev udgivet i novellesamlingen skæbneanekdoter. Karen Blixen er en af de største forfattere Danmark nogensinde har haft, både nationalt og internationalt. Hun er kendt for at kunne afbilde mennesker og forholdene imellem dem meget sigende, altså at ”fremstille personer og relationer”. Det kommer også stærkt til udtryk i denne tekst. Handlingen indtraf i 1808, ”En sommermorgen for halvandet hundrede år siden”. Historien handler om et nygift par. Konen hed Lovise, af venner kaldt Lise, og kom fra det rigere samfundslag. Manden hed Konrad, men han faldt ikke i god jord hos Lovises familie, og derfor måtte parret gennem lang tid skjule deres ægteskab. Lovises forældre overgav sig til sidst til, at lade hende gifte sig med Konrad. De blev gift og flyttede sammen på en gård. En dag gik de op til mandens får, og da nogle var syge eller døde, blev manden ved fårene, imens konen gik hjem, da hun ikke havde noget at gøre oppe ved fårene. På tilbagevejen gik hun ind i skoven i en lysåbning, og der traf hun en mand. Manden skubbede ringen af hendes finger, så hun mistede den. På tilbagevejen stødte Lovise på sin mand, der også var på vej hjem, og hun var helt knust over at have mistet ringen. Miljøet er idyllisk, som næsten kun romantikken kan fremstille det. Det er yderst gemenligt for Karen Blixen, da hendes kongstanker ofte fører tilbage til romantikken. Tekstens komposition er kronologisk, hvis man ser bort fra et enkelt lille flashback i indledningen, da deres gensidige kærlighed gennem stort set hele livet introduceres. Den bliver introduceret med et sprog, der ligesom gennem resten af historien er meget beskrivende, hvilket er kraftigt medbringende til at beskrive det idylliske liv, ligesom romantikkens dyrkere også gjorde Gange fik hendes egne Tanker hende til at rødme, langsomt og lykkeligt, som en Rose, saa sank det fine, dybe Skær igen tilbage fra hendes Ansigt,” – ”en ganske lille aaben Plads, som en Alkove med gyldengrønne Omhæng.” Lovise og Konrads kærlighed havde helt fra barndommen været bestandig, ”Men de to unge – som nu var treogtyve og nitten aar gamle – havde elsket hinanden fra barndommen og havde været standhaftige i deres kærlighed.” Lovises forældre mente at hans plads i samfundet, var en grund til at de ikke måtte få hinanden. De endte dog med at give Lovise lov, ”Det havde ikke været let for idem at faa hinanden, for hendes familie var højere i Rang, og rigere, end hans” - ”til sidst havde hendes adels- og pengestolte Forældre maattet give efter.” Parret var meget lykkelige, og elskede stadig hinanden højt. ”Det nygifte par var over al Beskrivelse lykkelige”, men ikke kun det. Nu var de også fri for altid ”Nu var de eet for Gud og Mennesker, aabenlyst for hele Verden kunde de spadsere Arm i Arm, og køre ud i samme Vogn, og de skulde spadsere og køre saaledes til deres dages Ende”. Konrad var meget opsat på at være en ærlig ægtemand, der elskede sin kone og passede på hende, ”Konrad, den unge Ægtemand, havde højtideligt lovet sig selv, at fra nu af ingen Sten skulde findes, og ingen Skygge falde, paa hans Elskedes vej.” Han havde dog den bekymring, at han ikke vidste om livet på gården var det rette sted for Lovise, ”Hun maatte mange Gange