En Sommermorgen for halvandet Hundrede Aar siden gik en ung Godsejer og hans Kone ud at spadsere paa deres Jord.
De havde været Mand og Kone en Uge. Det havde ikke været let for dem at faa hinanden, for hendes Familie var højere i Rang, og rigere, end hans. Men de to Unge – som nu var treogtyve og nitten Aar gamle – havde elsket hinanden fra Barndommen og havde været standhaftige i deres Kærlighed, – tilsidst havde hendes adels- og pengestolte Forældre maattet give efter.
De Nygifte var over al Beskrivelse lykkelige. Nu var det slut med de korte, stjaalne Møder og de smaa taarevædede ind- og udsmuglede Billetter. Nu var de eet for Gud og Mennesker, aabenlyst for hele Verden kunde de spadsere Arm i Arm, og køre ud i samme Vogn, og de skulde spadsere og køre saaledes til deres Dages Ende. Deres fjerne, uopnaaelige Paradis var nedsteget til Jorden og havde – sælsomt og henrykkende – vist sig at være fyldt med alle Hverdagens smaa Foreteelser: med Leg og Gækkeri, med Morgenkaffe og Aftente, med Heste og Hunde, med svingende Hølæs og Tordenbyger og Regnbuer.
Konrad, den unge Ægtemand, havde højtideligt lovet sig selv, at fra nu af ingen Sten skulde findes, og ingen Skygge falde, paa hans Elskedes Vej. Lovise, den unge Kone – som hendes Venner kaldte Lise – følte med sig selv at hun for første Gang i sit Liv var fri som Fuglen i Luften, fordi hun fra nu af aldrig kunde tænkes at have nogen Hemmelighed for sin Mand.
Det er gratis at oprette en konto