Danskhed klumme

I danmark er jeg født, dér har jeg hjemme - eller har jeg?

Ja, det er det store spørgsmål, der bliver vendt hos mange unge med anden etnisk baggrund ligesom jeg. For hvis man har en udenlandsk baggrund, vil der stadig være nogen, der vil påstå, at man ikke er “dansker”, men hvad er danskhed? Hvad vil det sige at være dansk? Hvad er en overhovedet dansker? Født og opvokset i Danmark, lever af brun sovs og kartofler, og kan alle H.C. Andersens eventyr forfra og bagfra - og taler naturligvis flydende dansk, ikke sandt? Men hvad så med de mange forskellige dialekter på dansk? Er de lige danske? Fordommene er mange, og argumenterne flere - og jeg tror heller ikke, at jeg selv har svaret, men jeg har på egen krop mærket fjendtligheden for det fremmede, og hvordan det står i vejen for forening og harmoni i samfundet. Det er så let at sætte folk i bås og på baggrund af ydre iagttagelser og handlinger dømme dem. Det er op til folk selv at afgøre, hvad og hvem de mener, de er. Hvad de føler sig som. Jeg har ikke brug for, at andre skal fortælle mig, hvem jeg er. Dog har jeg erfaring med, at det kan ske. Jeg tænker specifikt på en oplevelse, jeg havde, da jeg var yngre. Jeg var på McDonald's med mine venner. Vi sad helt roligt og spiste pomfritter og nuggets, og vi havde skruet ned for musikken på vores mobiler, så det ikke var så højt. Da vi orienterede os til højre, gik der to ældre danskere. De havde blå øjne og lyst hår, de var lyse i huden og skuede over til os - og så kom ordene ud af deres mund: “perker”. Først grinte jeg, men efterfølgende satte oplevelsen tanker i gang. Jeg undersøgte, hvad ordet “perker” betyder, fordi det blev og bliver stadig brugt på en nedladende måde, men i virkeligheden er det en sammentrækning af ordene ‘perser’ og ‘tyrker’, hvilket jo er sjovt, når jeg er palæstinenser. Så måske jeg burde grine af dem? Men jeg føler mig jo dansk - også til trods for, at nogen mener noget andet, når de ser mit udseende. I kraft af at jeg er muslim og bærer mine traditioner med, er jeg ofte blevet mødt med fordomme om, at jeg ikke er integreret. Det er ikke rigtigt “dansk” at bede fem gange om dagen, holde sig fra alkohol og svinekød og faste til ramadan. Desuden er jeg ikke en “fri” kvinde på grund af min religion - og jeg bliver helt sikkert også undertrykt af min far derhjemme. Men er det ikke blot en måde at leve på? Ligesom nogle danskere vælger at bo i kollektiv, tage i byen flere gange om ugen eller sidde derhjemme og læse bøger. Vi skal lære at skelne mellem levevis og nationalitet - for det er to meget forskellige områder. Jeg kan sagtens være fordomsfuld: en dansker er kristen, har hvid hud, blå øjne, lyst hår, spiser svin og holder jul. Men den stereotyp vil jeg mene er ukorrekt, da billedet er mere nuanceret mennesker er forskellige og med forskellige traditioner, det gør dem ikke mindre danske. Mange med anden etnisk baggrund føler sig sikkert, ligesom jeg, splittet mellem to kulturer. Det kan være svært at give slip på en del af sig selv, for vores religiøse og kulturelle side ligger i de sydlige lande og ikke her, hvor hovedreligionen er kristendom. Så findes der partier som fx DF, der påstår, at vi skal fralægge den del af os selv for, at vi må kalde os “rigtige danskere”. Jeg tror, de vil have os til at slippe den udenlandske side af os selv, fordi den ikke repræsenterer den Danmark, de vil have, og det er selvisk - for vi er alle mennesker, og vi skal ikke dømmes på vores