Da jeg vågner, er jeg derhjemme. Jeg vil ikke tænke på det, der er sket, og hvor jeg er. Jeg lukker øjnene og åbner dem igen. Jeg kan ikke tro på, at jeg er kommet tilbage. Det er det værste, der nogensinde kan ske. Jeg går ind i stuen, i stuen sidder Tarzan og min mor. Jeg er meget bange, fordi min mor er vranten. Jeg spørger Tarzan, om jeg skal bo her. Han svarer, “måske.” Jeg siger, “du skal ikke sige måske, ja eller nej!” Han svarer, “nej!” “Hvor skal jeg så bo?” Han siger, “du skal bo på et andet børnehjem, hvor Allan, Catja og Kenneth bor.” “Hvad med Nanoq? kommer Nanoq ikke? Svar mig nu!” “Tag den med ro, Nanoq har fået en ny plejefamilie.” Chokeret udbryder jeg, “skal Nanoq have en ny plejefamilie?” Til det svarer Tarzan Ja. “Men, så kan jeg ikke se ham igen?” “Jo du kan,” siger Tarzan, ”du kan da bare besøge ham.” Jeg håber han får en god plejefamilie, som kan hjælpe ham. “Okay Elektra, nu kan du godt begynde med at pakke dit tøj ind.” Jeg går ind i mit værelse og pakker mit tøj. I min skuffe er der et brev, men jeg har ikke åbnet det. Det er en brev til min mor. Det er kommet i går. Brevet er fra Jacob. Jeg vil gerne åbne det, men hvis det er noget jeg ikke må få at vide. Fuck det, hvordan skal hun vide, at jeg har åbnet det. I brevet står der, at min fars mission er færdig om 3 uger, så må han være derhjemme over 1 måneds tid. Yes!!! “Elektra!!! Elektra kom nu!” “Jeg kommer nu Tarzan.” Jeg tager min kuffert og går ind i stuen. Tarzan siger, at jeg skal sige farvel til min mor. “Farvel mor, jeg håber du dør, så jeg hverken kan se eller høre dig.”
Det er gratis at oprette en konto