”Jeg er verdensmester i labyrint, farmor,” siger pigen stolt, ”Jeg kan aldrig fare vild. Og jeg har også en cykel som der står ’verdensmestercyklen’ på”.
De er i arbejdsværelset, hende og farmor. tap-tap-tap. Pigen kan godt lide lyden af skrivemaskinen, ordet fascinerer hende. Men det er nu ikke derfor hun er herinde. Hun er her fordi farmor er. Det er også derfor, at hun hellere vil ligge på gulvet her end at sidde ved det praktiske bord i køkkenet. Det kan godt være at blyanten gang på gang ryger igennem papiret på grund af det bløde og ret så grå tæppe (den slags der giver store røde mærker hvis man glider), men det betyder pludselig ikke så meget.
Farmor svarer ikke på hendes infantil selvsikre udsagn, men giver hende et smil i stedet. Eller rettere, smilet, for det er nemlig ikke hvilket som helst smil. Det er det smil, som alle børnebørn kender. Smilet er hjemmebagte vaniljekranse og rødt saftevand; smilet er den store kasse med dublo ved morgenbordet og stangtennis i haven; smilet er farmor.
Farmors fingre ryger hen over maskinens knapper. Tap der, tap her. Hun kigger på farmor; munden med den mørkerøde læbestift er spidset og lukker med små mellemrum op og ned, ligesom en fisk. De runde briller er kravlet så langt ned på næsen, at selv det mindste lille nys ville blæse dem af dets ellers så velkendte position på farmors næse. Pigen kender godt ansigtet - mor kalder det farmors skriver-ansigt. Selv kalder farmor det koncentration, hvem det så end er.
Det er gratis at oprette en konto