Analyse og fortolkning af 'Polterabend'

Polterabend er skrevet af Jan Sonnergaard, og udkom som en del af novellesamlingen “Radiator” i 1997. I novellen følger vi manden Simon, som skal have sin sidste dag som en fri mand inden han bliver gift. Hans trofaste og gamle venner tager Simon i hånden, og de tager ud på en lang dranker, hvor de ender op på en café, i midten af København. På cafén eskalere tingene lidt, idet de begynder at svine hinanden til, hvorefter det ender i et slagsmål, hvor Simon bliver skudt.

Jan Sonnergaard prøver i “Polterabend” at beskrive kontrasten mellem såkaldte “rendestensmennesker”, og resten af befolkningen, hvilket også er et noget som Jan Sonnergaard ofte sætter fokus på. Ved hjælp af fortælleren sætter han fokus på de mennesker, som vi andre måske mest prøver at undgå, og viser vha. materielle goder og fancy cafebesøg, hvordan vi prøver at adskille os og tage distance til de mennesker. Vha. ordvalg, fortælleteknik og personbeskrivelse skaber han kontrast mellem fortælleren og vennegruppen, og viser hvordan vi i samfundet bruger andre til selv at føle os bedrevidende.

Selvom det måske ligner, at hovedpersonen i historien er Simon, så er hovedpersonen, i følge os, vores Jeg-fortæller. Fortælleren i Polterabend er en jeg-fortæller, hvilket man kan se på allerede første linje, hvor han siger, “Det var først senere, jeg selv kom ind i billedet”, dog fra vi befinder os i lejligheden og indtil vennerne stiger på toget, er vores fortæller en alvidende tredjepersonsfortæller. Han befinder sig ikke i begivenhederne i fysisk form, og tilkendegiver sig ikke ved ordet jeg, men derimod man, som man kan se på l. 24-25. Først på l. 82 introduceres vores fortæller igen, den her gang som en jeg-fortæller med fysisk form. Vi kan se på l. 131, at han stadigvæk er altvidende, da han ved hvad Simon tænker. Derfor er historien også set gennem vores fortællers øjne, og fortolkes efter hvordan han oplever den. Vores fortæller er også en åbenlys fortæller. Det kan vi se på, hvordan han vurderer og kommenterer på handlingen undervejs, som på l. 176, hvor han siger “Han så forfærdelig ud”. Han kommer også på l. 268-285 med fortællerkommentar, hvilket også påpeger at han er en åbenlys fortæller.