Jeg vågner op og lever i et vestligt velfærdssamfund, jeg indånder tryghed og udånder frihed… disse værdier er for mig en normalitet, noget jeg forventer af mit eget liv. Min egen virkelighed er blevet så normaliseret, at jeg finder det svært at forholde mig til en andens virkelighed. En virkelighed bestående af krig, frygt og smerte, en virkelighed bestående af mennesker med et langt større mod end mit eget, et mod til at krydse oceaner og møde det fremmede med et tappert ansigt. Og hvordan møder vi dem? Vi, som rettroende kristne eller bare generelt gode mennesker, forventer af os selv at vi agerer som den barmhjertige samaritaner, men hvad gør vi i realiteten? På Lampedusa observerer fordelagtige Italienere en synkende båd med druknende uskyldige mennesker, hvis eneste forbrydelse er deres egen oprindelse.
Jeg iagttager disse omstændigheder med en hyklerisk foragt, ifølge loven er man forpligtet til at redde mennesker i nød, befinder disse mennesker sig ikke i denne kategori, hvis liv efter krig er ødelagt, mennesker hvis eneste alternativ er; død. Jeg overbeviser mig selv om, at disse stakler er uden for min rækkevidde, et svagt argument om at distancen gør ansvaret mindre. Men hver dag, hvert minut og hvert sekund kriminaliserer jeg mig selv, jeg begår mord ved at vende den anden kind til. 99 % af tiden befinder jeg mig enten i lyksalig uvidenhed eller glemsel om disse horrible vilkår andre mennesker skal udstå, men med en brat opvågning opstår der en skyldig skam, en besked fra Røde kors finder vej til min mobil:”177.000 børn er lige nu ved at sulte ihjel på Afrikas Horn.” Jeg lukker øjnene og skammer mig over min egen ligegyldighed, for derefter at lægge mobilen væk uden yderligere handling.
Det er gratis at oprette en konto