Liberalister vil have markedsøkonomi, hvor virksomheder behøver ikke at betaler høj skat
Men markedsøkonomien har også vist sig ikke at kunne løse alle problemer. En af grundene til dette er, at mange goder ikke kan fordeles af prismekanismen. Det gælder især mange typer af kollektive goder. Et klassisk eksempel er gadebelysning. Hvordan finder man ud af, hvem der skal betale den? Man kan ikke se, hvem der reelt bruger gadebelysningen, og hvordan skal man sige nej tak til den, hvis man går ud på gaden? Her må man i fællesskab finde en ordning, så gadebelysningen kan produceres og betales. En anden grund er, at mange mener, at en ren markedsøkonomi skaber for stor ulighed. Ligevægtsprisen på boliger kan jo vise sig at ligge i et punkt, hvor ikke alle har råd til en bolig. Skal man så acceptere at folk mangler boliger, eller skal staten træde til og regulere boligmarkedet? Noget lignende er tilfældet på miljøområdet, hvor markedsmekanismen ikke uden videre kan fordele goder som rent vand, en smuk udsigt eller lignende.
Planøkonomi
Planøkonomi bestemmer staten, og kæmper mod uligheder
Det modsatte af en markedsøkonomi kaldes en planøkonomi. I planøkonomien bestemmer staten, hvor meget der skal produceres, og hvor meget varerne skal koste. Tilhængerne af planøkonomi mente, at man på denne måde kunne sikre, at produktionen foregik på en måde, som var til størst mulig gavn for samfundet, og som sikrede befolkningen, at nødvendige varer var billige. Økonomien var planlagt på denne måde i det kommunistiske Sovjetunionen. De praktiske erfaringer med planøkonomi viser, at den ikke virker. Den væsentligste årsag til dette er, at det simpelthen er alt for svært at forudsige hvilke og hvor mange varer, der skal produceres. I Sovjetunionen betød planøkonomien udbredt mangel på mange varetyper.
Det er gratis at oprette en konto