Det man typisk forstår ved en velfærdsstat er at det er et samfund hvor det rent politisk er blevet besluttet at man vi sikre alle borgere, med nogle grundlæggende sociale rettigheder. Først og fremmest er det tiltænkt som forsørgelse for dem som ikke længere kan forsørge sig selv eller blive forsørget af andre.
I efterkrigstidens højkonjunktur voksede der et behov for en velfærdsstat, i Skandinavien blev tendensen i høj grad båret frem af arbejderbevægelsen og socialdemokratiske kræfter.
Velfærdsstatsmodeller
Der findes 3 overordnede betegnelser for forskellige typer af velfærdsstater. Forskellene på de 3 modeller skyldes primært diverse ideologiske opfattelser af hvor stor en offentlig sektor bør være.
Den residuelle velfærdsstatsmodel:
Den residuelle velfærdsstatsmodel sigter mod at hjælpe de svageste i samfundet, men kun for at skabe et eksistensminimum. Borgerne skal helst selv være i stand til at sikre sig via private forsikringsordninger, som ofte vil indgå i forbindelse med fast beskæftigelse. Staten skal spille en beskeden rolle og have så få udgifter som muligt i forbindelse med overførselsindkomster.
Velfærden er skattefinansieret, men skatten holdes lav da de offentlige udgifter holdes på et minimum. I kraft af den lave skat, er det personer med en høj indkomst, som bliver begunstiget i den residuelle velfærdsstat, primært pga. den lave skat.
Det er gratis at oprette en konto