Omkring år 1099 skete et brud på den hidtil førte udenrigspolitik, både i Danmark og i resten af Europa. På pavens opfordring, indtog og erobrede kristne styrker Jerusalem, Det Hellige Land, i Guds navn. Dette blev starten på en ny bevægelse rettet mod hedninge, som kan ses på som en ny form for aflad: korstogene.
En redegørelse for den danske udenrigspolitik fra Harald Blåtand til Valdemar den Store.
Harald Blåtand
Dansk udenrigspolitik ændredes med Harald Blåtands regeringstid i Danmark i årene 958-986. Ti år før Harald Blåtand kom til magten, havde den tyske konge, Otto Den store oprettet bispesæder i Danmark under ærkebispedømmet Hamborg-Bremen. Harald Blåtands oprindelse som viking og asatroende medførte at Otto Den stores indlemmelse af Danmark i pavekirken, allerede lagde et politisk pres på Harald Blåtand fra start. Otto den store der i 962 blev kronet til tysk-romersk kejser, havde i samarbejde med paven en mission om at kristne de hedenske folk rundt om i Europa, herunder Danmark. De tre bisper der besatte de danske bispesæder, Liafdag i Ribe, Hored i Slesvig og Regindbrand i Aarhus, fungerede som missionærer, der rejste rundt i området for at forkynde kristendommen og sprede Guds ord. Danskernes tid som asatroende ophørte officielt, da Otto den Store i 960’erne invaderede Danmark. Presset fra stormagten i syd kulminerede og tvang Harald Blåtand til at lade sig døbe og omvende til kristen tro. Dels for at undgå at blive underlagt af Otto den Store og da kristendommen i middelalderen var den sejrende religion i Europa ville et samarbejde med kirken styrke Harald Blåtands kongemagt.
Det er gratis at oprette en konto