Svar på Michael Robaks klumme om 'prinsesser'

Jeg har læst Michael robaks klumme “stop nu med at kalde jeres døtre for prinsesser“. Klummen handler om forældre der kalder deres døtre for ”prinsesser”, og hvor irriterende det kan være. Jeg vil gerne starte med at sige, at jeg synes Michael Robak har ret i mange af hans holdninger. Jeg er enig med ham i mange ting. Jeg tror alle små piger ønsker at være en prinsesse på et eller andet tidspunkt i deres liv. Det er en lillepigedrøm, som jeg også selv har haft. Forældres kærlighed til deres børn, er der intet der kan slå. Mange forældre sammenligner sig selv med deres venner - mit barn er bedre end dit, mit barn er klogere end dit, mit barn er kønnere end dit - og sådan bliver det bare ved. Men jeg ved at der vil komme tider hvor man indser, eller bliver nødt til at indse at naboens knægt måske er lidt bedre til at spille fodbold, end ens egen. Og alligevel ved jeg at forældre elsker deres børn som de er. Men hold kæft hvor er det irriterende at se alle de opslag på Facebook og Instagram, om hvor gode deres børn er. Jeg er træt af at se på små piger i lyserøde prinsessekjoler, og små drenge i fodboldtøj med autograffer skrevet af alle de professionelle fodboldspillere. Hvorfor har man som mor behov for at lægge et billede op af, at ens søn har støvsuget hele huset – han er sikkert blevet tvunget til at gøre det. Michael starter faktisk med at sige, “Når en mor kalder sit afkom prinsesse, så signalerer hun til både barnet og omverdenen, at her er tale om en pige, der er så enestående, at hun kræver ekstraordinær behandling og særlige forhold.“. Jeg er enig her. Stakkels disse små piger, siger jeg bare. De har så meget at leve op til. Det er sku ikke ligegyldigt hvad man kalder sine børn. Jeg synes lidt at pigerne bliver sat ind i en skabelon, og hvis de ikke passer ind der, så er de ikke gode nok. Hvor er det forfærdeligt, alle er da gode nok. Hvis man som lille pige bliver kaldt prinsesse af mor og far derhjemme, så kan man hurtigt forvente at alle andre også kalder en prinsesse. Men i institutioner såsom børnehaver, vuggestuer og skole bliver man jo ikke kaldt prinsesse af pædagogerne, og det forventer børnene faktisk lidt, fordi det er det de er vant til derhjemme. Men de prinsesser børnene kender, er dem fra eventyr og Disney film. Det er dem med langt lyst hår, ufatteligt tynde ben, store lyserøde kjoler og diademer. De bliver opvartet af en anden, og laver faktisk ikke en skid selv. Børnene tror det samme gælder for dem, og det gør det jo ikke – eller det håber jeg i hvert fald ikke. Heldigvis går det af dem på et tidspunkt, de begynder at opdage at det kun er mor og far der kalder dem for prinsesser, og vænner sig til det. Med hensyn til at “prinsesserne“ skal have specialbehandling og særlige forhold, er jeg fuldstændig enig med Michael. Der er fandeme ikke nogen børn i denne verden der skal have specialbehandling. Om man så kommer fra Langelinie, Vollsmose eller Langeskov. Alle børn skal behandles som børn, og ikke som “prinsesser“. Mange unge bliver sendt i skole med et kæmpe pres på skuldrene. Jeg oplever det selv. man får lige en kommentar med på vejen “du skal bare få 10, så er mor og far tilfredse“. Jeg synes det er godt at forældre stiller krav til os børn og unge, men så længe det ikke er krav vi aldrig ville kunne nå. Vi ender med at synes det ikke er godt nok at få 12, men hvis det ikke er godt nok, hvad er så godt nok? Det spørgsmål kan jeg godt stille mig selv nogle gange. Som jeg kan læse i Michael Robaks klumme, har han den holdning at, “De, der får de gode jobs, er de flittige med gåpåmod og gummisko i tasken. Sådan er det.“. Her er jeg slet ikke enig med Michael. Selvfølgelig skal man have gåpåmod og have den rigtige “dresscoat“ i forhold til sit arbejde. Men i bund og grund synes jeg faktisk ikke at det har noget at gøre med om du er blevet kaldt “prinsesse“ da du var lille, eller om du er blevet kaldt “basse“. Det handler om hvordan man er blevet opdraget og behandlet. Børn skal sku forkæles engang imellem, men de skal også lære at klare sig selv. De skal se hvordan den virkelige verden er. Hvordan man begår sig i offentligheden og hvordan man behandler andre. Børn skal hjælpe til derhjemme. Giv dem nogle pligter, stil dem nogle krav. Sådan synes jeg det skal være. Husker man egentlig at lærer sit barn, at de skal gøre en indsats for at opnå noget her i livet. Jeg synes hurtigt at barndommen bliver en leg. Ikke fordi man ikke skal nyde sin barndom, tværtimod. Børn skal nyde deres barndom så meget som muligt. Nyd den, nyd den, nyd den. Gudskelov, de skal nyde at de har nogle forældre der kan hjælpe dem og vejlede dem, hvis de har brug for det. Michael nævner også at, “Fine fornemmelser er ikke en spidskompetence, der efterspørges – nogen steder.“. Her er jeg faktisk i tvivl om jeg er enig eller uenig med Michael. Jeg synes ikke at man kan sætte kælenavnet “prinsesse“, i den bås. Jeg tror ikke at alle piger der er blevet kaldt “prinsesse“ som lille, ender op med at blive fisefornemme og snobbet. Men de skal være forberedt på at, når de kommer ud på arbejdsmarkedet, så får man sku ikke et arbejde fordi man har flot hår og charme. Men fordi man kan gøre en indsats. “Hvis man som pige forlader sit barndomshjem flasket op på prinsesse snak, så kan man nemt risikere at få en temmelig brat opvågning, når man ankommer til den virkelige verden- arbejdsmarkedet.“ Lyder en anden sætning fra Michaels klumme. Jeg mener faktisk at vi allerede kommer ud i den virkelig verden når vi starter i skole. Men jeg kan sagtens se hvad han mener, i forhold til at komme ud på arbejdsmarkedet. Man begynder lige pludselig at tjene sine egne penge, og skal træffe mange store beslutninger selv.