Novelle om Mats

Jeg sad og kedet mig derhjemme, der var intet jeg kunne lave. Jeg sad og tænkte på, hvorfor det lige var mig, der skulle blive handicappet. Jeg var på en måde sur på mig selv, fordi jeg kunne næsten ikke fortage mig noget. Mine forældre var taget til fødselsdag hos min moster. Jeg ville snart tage mig sammen til at spørge min forældre, om jeg måtte få en computer. Jeg var tvivl, om jeg skulle spørge, for jeg var bange for, om de syntes, at det var en dårlig ide. Jeg tænkte selv, at det var en god ide, fordi der kunne folk ikke se, hvem jeg var, og folk kunne ikke grine af mig og tænke grimme ting om mig. Mine forældre kom først hjem kl 23:00, så jeg gik tidligt i seng. Da jeg lå i min seng lå jeg og tænkte på, hvordan jeg skulle spørge mine forældre, om jeg måtte få den der computer. Da jeg vågnede næste morgen, tog jeg mig sammen, jeg gik ned til min mor og spurgte om jeg måtte få en computer, så jeg kunne spille World of warcraft. Først var min mor i tvivl om det var en god ide, men alligevel gik hun ned og snakkede med min far om det, han sad og arbejdede nede i vores kælder. Jeg kunne høre de stod og diskuterede, jeg prøvede at lytte godt efter hvad de sagde, men det var svært at høre. Efter 10 min kom mor op og sagde at jeg godt måtte få en computer, men at vi lige skulle aftale hvor lang tid jeg måtte bruge på den om dagen. To dage efter tog min mor og jeg ned i Elgiganten og købte en computer. Lige efter at min far havde sat min computer til, var jeg allerede i gang med at lave en karakter, som jeg kaldte Lord Ibelin Redmoore. Jeg spillede næsten hele dagen, jeg havde mødt en pige inde i spillet, hun kaldte sig selv Rumour. Rumour var sød, og vi spillede sammen hver dag, i flere timer sammen. Jeg var blevet en del af en flok, som hed Starlight. Der er ca. 30 medlemmer i flokken, så man skal være heldig at komme med og det var jeg. Jeg kunne godt fornemme lidt at mine forældre syntes det var irritende, at jeg hele tiden sad og spillede, men de kunne jo ikke forstå, hvor vigtigt det var for mig, og hvor mange venner jeg sad og spillede sammen med. Jeg kunne høre at de tit stod og diskuterede nede i stuen, de snakkede om mig og mit helbred og om at jeg aldrig kom op og spiste aftensmad, når de kaldte og at jeg spillede for meget. Jeg tænkte, om de ikke bare kunne være glade på mine vegne over at jeg har fundet noget jeg er god til og noget jeg faktisk kan selvom jeg er handicappet. Jeg sad og spillede med Rumour, hun var begyndt at blive meget sød. Selvom jeg ikke har mødt hende i virkeligheden, og selvom jeg ikke havde kendt hende i særlig lang tid, føltes det som om, at vi havde kendt hinanden hele livet. Jeg kan tydelig huske dengang, hvor hun sagde til mig “ Ibelin når vi bliver voksne, skal vi blive kærester” jeg blev så glad og svarede “ja vi skal”. Jeg havde fortalt mine forældre om Rumour, først var de lidt bange fordi de kunne jo ikke vide om det bare var en gammel mand der sad bag skærmen og lod som om at det var en pige. Men jeg var sikker, jeg vidste bare, at hun var ægte. Vi havde jo også snakket sammen, hun havde den sødeste pigestemme, så det kunne umuligt have været en mand. Mine forældre forstod ikke rigtig den gamer verden jeg levede i, og det kom de så også først til at forstå, da det var for sent.