Den er en anllyser af nattens dronnin

Tove Ditlevsen, 1952 Grete holdt spejlet for sin mor, mens hun pudrede sig og pressede den hvide englehårsparyk ned over 5 panden. Hun lå på knæ på en stol ved den ene side af bordet og hang ind over det og kikkede frem bag spejlet med åben mund og øjne, der var runde og blanke af betagelse. I S 10 brynene med en tyk, fedtet stift. Hun drejede hodet og skelede ind i spejlet for at se, hvor langt ned på tindingen, stregen skulle gå. Hendes hud så helt kaffebrun ud mod den hvide paryk. Grete rakte en hånd frem. M ,,Hold

15 Grete trak hånden til sig.

A Det hvide silkehår stak i fingerspidserne. Faren rørte sig på sofaen bag hende, og de stivnede begge to, indtil han forholdt sig roligt igen. Barnet satte sig op på bordet, fordi hun fik ondt i maven af at hænge ind over det. Ved siden af hende lå 20 en appelsinfarvet læbestift, det stod til hvidt hår, og en æske med sort øjensminke, der var våd på midten af spyt. Sort og rødt og hvidt og sølv. Det raslede sødt, når hendes mor bevægede sig. Det lugtede dejligt. Bagved lå far og sov. Han skulle på natarbejde, og mor måtte se at nå hjem i morgen tidlig, før han kom fra arbejde. Sådan et karneval kunne godt vare hele natten, men det kan en mand ikke forstå. Mænd gik jo ikke til karneval. Der var ganske vist nogle i journalen, hvor mor havde fundet mønstret til dragten, men 25 de så da bare fjollede ud. Mænd gik på arbejde, og når de var hjemme, sov de. Karneval var for damer. Grete var glad, hun ikke var en dreng. Endelig kunne hun lægge det tunge spejl og beundre sin mor, der stod foran buffeten og tog op i det sorte tarlatan med begge hænder for at vise, at nederdelen kunne nå sammen over hodet på hende. Grete rødmede helt over, så køn hun så ud. Ingenting på hals og skuldre, og resten til overflod indhyllet i elleve me30 ter struttende tarlatan à 1 kr. meteren (men til far sagde de det halve) med skinnende sølvpailletter strøet ud over det hele. De var syet på i hånden hver eneste en, og de glitrede i lyset fra den skærmløse pære i loftet, når hun drejede sig, langsomt og raslende, duftende og uvirkelig i den lille stue.