Analyse af 'Harpespilleren ved posthuset'

Dette er et digt skrevet af Adam Oehlenschläger (1779-1850). Det handler om en gammel mand der sidder udenfor og spiller på sin harpe og synger, dog er han ikke sikker på, hvad det er for et hus, han sidder ved. Den gamle mand spørger en lille dreng, hvilket hus det er, hvorpå han svarer, at det er et posthus. Derefter begynder harpespilleren at synge om, hvordan de gyldne dage er forsvundet fra jorden, da harmonien er blevet til barbarie, grundet folket kun går op i materielle ting og de tænker ikke naturen og det skønne. Den gamle harpespiller ser en masse folk i stimer skynde sig ind i posthuset, de har travlt og de er stresset, hvilket resulterer i at de glemmer sig selv og det gode. Han vil forsøge at spille så smukt med hensigt på, at han kan standse folk i deres kaotiske hverdag og få de gamle harmoniske tider til at opstå igen, dog vil ingen lytte til ham og han bliver gjort for nar. Dog hører den gamle harpespiller pludseligt et suk og han bliver mødt af en forelsket ung mand, der bliver vældig rørt af hans harpespil og sang. Den unge mand mindede den gamle om hans egen ungdoms lyst, så han spillede så lystig og den unge mand smed en pung fyldt med penge i skødet på harpespilleren, kyssede ham og forsvandt. Den gamle mand spiller og synger jublende og begejstret og han er overbevist om, at kærligheden stadig er blandt dem på jorden og den gode tid skal komme tilbage.I dette digt bliver der sat fokus på den harmoniske romantik. I denne tekst får vi dog et lille indblik i begge ”verdener”, da vi oplever den gamle harpespiller, som tror på det skønne og harmoniske ved naturen og han tror på at kærligheden og musik kan bringe de gyldne dage tilbage. Ved hjælp af harpemusikken prøver han at få de travle, optaget mennesker til at indse det skønne og få kærligheden til at blomstre igen. Den gamle harpespiller længdes efter idéernes verden, altså eros, hvorpå han dyrker musik, kærlighed og fantasi til at opnå sin længsel. I modsætning til harpespilleren er de mennesker, der passere ham, i fænomenernes verden da de kun lægger vægt på det materielle og andre goder, så de hører til i den falske illusion. De bliver følelsesforladte, da de har så travlt med deres hverdag og kun går op i det materielle. Dog ved hjælp med den unge forelsket mand lykkedes det at få de to verdner til at forenes, hvilket kaldes for monisme. De to verdner forenes til sidst i digtet, hvor den unge forelsket mand bliver rørt at den gamle mands harpespil, ved hjælp af kunsten som redskab nemlig musik og kærlighed. Det er kærligheden og ungdommen der får de gamle tider til at genopstå, hvilket også ses hyppigt i romantikken i form af at forfattere og børn som er romantiske genier. Dette giver en fornemmelse af sammensmeltning og harmoni. Panteisme spiller også en rolle i digtet, da naturen bliver nævnt en del gennem teksten, hvori det er gråt og det regner, mens den gamle mand sidder ude og spiller på sin harpe. Der bliver nævnt at, hvis harmonien og de gyldne dage kommer igen, vil det samle naturen og til sidst hører man, hvordan kærlighedens gnist tænder guddomsilden og ”Af det kolde, natlige Hav Skal Solen stå frem af sin Grav.” Heri bliver naturen til noget guddommeligt, da kærlighed og harmoni kan vække naturen og få det skønne frem igen. Hovedbudskabet i dette digt er, hvordan det materielle skygger for vores sind og alting bliver gråt og vi glemmer os selv. Vi er optaget af dagligdagens gøremål, som fanger åndens frihed, hvilket blænder os fra det harmoniske. Naturens enhed kan frigøre os fra det moderne og få de gyldne og harmoniske dage tilbage lige såvel som ungdommen og kærlighed (monisme). Dette mente Oehlenschläger også personligt selv, at begge verdener godt kunne forenes med kunsten som redskab, hvilket kommer til udtryk i dette digt i form af musik og kærlighed. Oehlenschläger bragte det smukke frem i litteraturen, så dette digt er helt klart universalromantikken, som bringer den harmoniske romantik frem. Dette digt kan perspektiveres til et andet digt, der også er skrevet af Adam Oehlenschläger ved navn ”Morgenvandring” skrevet i 1805. ”Morgenvandring” handler også om, hvordan det moderne menneske er optaget af materielle goder og er blind overfor naturens skønhed og den åndelige frihed. Hvis ikke man sætter pris på idealisme og det guddommelige, kan man ikke opleve det harmoniske og få den åndelige frihed, hvilket gør jorden til et fængsel.En anden tekst fra romantikken man kan perspektivere til, er ”Klokken” skrevet af H.C. Andersen i 1845, da monisme og panteisme også er centrale i denne fortælling. Begge tekster har en ”klang”, som romantiske genier bliver drevet af, hvilket resulterer i harmoni og sammensmeltning. I teksten ”Klokken” er det denne klokke, der ringer som skaber harmonien og i digtet ”Harpespil ved posthuset” er det harpemusikken som bringer harmonien og kærligheden frem igen.