Klokken af H.C Andersen

Analyse, fortolkning og perspektivering af “Klokken” af H.C Andersen

Eventyret “Klokken” som er skrevet af H.C Andersen i romantikken(1800-1870) er en historie om en lille landsby, hvor der hver aften kunne høres en klang af en klokke, dybt inde i skoven. Mange af beboerne var aldeles fortryllet af den smukke klang, og besluttede sig hurtigt for at undersøge, hvor den kom fra. Mange nåede kun til starten af skoven og gav op, mens andre hævdede at have bevæget sig længere ind i skove. De kom med forklaringer om at der var en logisk forklaring på lyden i skoven fx. “ klokke lyden kom fra en meget stor ugle i et hult træ, det var sådan en visdom fugle, som idelig slog sit hoved mod træet”.(Linje 52-54) Men det skulle senere hen vise sig at sandheden var en hel anden, da en gruppe konfirmander bevægede sig ind i skoven, for at løse mysteriet. I slutningen var det dog en fattig dreng og en rig kongesøn, som opklarede hvor den smukke klang kom fra. Titlen “Klokken” afspejler sig meget godt i hvad denne fortælling handler om, og er ikke vildledende da eventyret handler om at opklare, hvor den dejlige lyd af klokkeklang kommer fra. Der er i dette tilfælde tale om et kunsteventyr, fordi vi kender forfatteren. Der indgår også en række forskellige træk for eventyrgenren, som fx. tretal reglen. Den indgår flere gange fx. at der er tre konfirmander, der skal prøve og finde klokken. Det tager dem tre forsøg og finde sandheden om klokken osv. Et andet klassisk træt for at dette er et eventyr er, at vi kan lægge kontraktmodellen op af denne historie. Hjemme, ude og så hjemme igen. Vi begynder historien hjemme i en lille i landsbyen, hvor folk går og undre sig over hvorfra kommer den dejlige klang, der kan høres ude i skoven. De unge mennesker er lige blevet konfirmeret, og alt virker rart og idyllisk. Så bevæger kongesønnen og den fattige dreng sig ud og væk fra det trygge og velkendte, for at opklare hvor klangen kommer fra. Her møder de en række udfordringer såsom "Ja, så mødes vi slet ikke"! sagde kongesønnen og nikkede til den fattige dreng, der gik ind i den mørkeste, mest tætte del af skoven, hvor tornene rev hans fattige klæder itu og ansigt, hænder og fødder til blods”. Men efter at have overkommet disse forhindringer, finder de hinanden på den yderste klink med den smukke solnedgang og den klokkeklang, som de søgte, overalt omkring dem. Og de er så der igen hjemme i den rare og idylliske sindstilstand. Vi ser også at der er noget overnaturligt ved det hele, hvilket også er et genretræk for at det er et eventyr vi har med og gøre. Abekattene kan snakke (linje 95-95) og klokken er heller ikke en normal klokke, som vi kender den, men noget overnaturligt, guddommeligt og magisk. Hvis vi kigger på den måde fortællingen er opbygget på, er den første del af historien hvor vi bliver introduceret til selve dilemmaet, med en lille landsby, som høre hvad der lyder som kirkeklokker ude i skoven. Og herfra ved vi ligesom hvor fortællingen vil hen ad. (Linje 1-39). Herefter bliver vi så introduceret til konfirmanderne og deres begrundelse, for at vil forvilde sig ud i skoven for at finde klokken. Og vi får opdelt konfirmanderne i bipersoner og så de to hovedpersoner, som vi ender med og følge.(Linje 40-75). Efter dette begynder vi så og følge kongesønnen, og de indtryk han får undervejs.(Linje 76-110). Til sidst smelter