Ilden spreder sig i skyerne og farver dem røde som blod. Solen vokser, og som et betændt gult øje forsvinder det langsomt i horisonten. Havet genspejler de rødgyldne skyer, der er forsigtige penselstrøm udført af en mægtig Gud. Træerne og det lange græs gynger forsigtigt i vinden, og markmusen hvisker om øjeblikkets samhørighed. Naturen sukker og glider ud i ét. Naturen som en organisme, gennemtrængt af en guddommelig ånd, var måden hvorpå naturen var beskrevet i universalromantikken. I eventyret ”Klokken” er der et universalromantisk syn på verden, som ses i form af sproget og måden, hvorpå naturen er beskrevet.
Kunsteventyret ”Klokken” blev skrevet i 1845 af den verdensberømte guldalderforfatter, Hans Christian Andersen. Kunsteventyret har en navngiven forfatter, et varieret, nuanceret sprog, og runde karakterer, hvilket står i kontrast til folkeeventyret, der er mundtlige overleveringer skrevet ned i 1800-tallet. Eventyret ”Klokken” har nogle af de karakteristiske eventyrtræk. Det magiske tal tre indgår flere gange i eventyret, da det er den tredje gruppe af mennesker, der finder klokken. Eventyret indeholder ikke deciderede overnaturlige elementer, men den hellige, usynlige klokke kan ses som et mystisk og poetisk element, og der er saglige ånder, der danser ”salige ånder svævede i Dands (…)” (linje 35 side 47). Kongesønnen og den fattig dreng er typiske karakterer, der indgår i H. C. Andersens eventyr.
Det er gratis at oprette en konto