”Danmark lukker ned” stod der, jeg tænkte hvad? Mit hjerte galoperede, en tanke strejfede mit hoved, hvad nu hvis det her er et tegn på verdens undergang. Jeg stod med telefonen i min højre hånd foran spejlet, med tandbørsten i munden og kiggede mig selv i øjnene. Det, som føltes uvirkeligt, blev lige pludselig til virkelighed.
To uger inden havde jeg lige hørt om et af de første tilfælde af Covid- 19. Der var tale om en mandlig medarbejder på TV2, ham og hans familie kom stille og roligt hjem fra deres skiferie i Lombardiet mandag den 24. februar, de havde siden på skift haft hoste, feber mm. i løbet af nogle dage, blev de få personer til flere. Det, som jeg troede, blev til nogle få dage fra skolebænken, blev til uger, ugerne blev til måneder, og nu er min hverdag blevet som en ensom pensionist på et plejehjem.
Følelsen af ensomhed og af at man glider så småt fra sine kammerater uden rigtig at gøre det, blev større. Nu skulle man til at holde sammen, hver for sig. Og hvordan gør man så lige det? Sjældent (hvis nogensinde) i verdenshistorien har man som mennesker aldrig ændret adfærd så markant på så kort tid, vi har mange måder tøjlet de umiddelbare lyster til at gøre det modsatte af det anbefalede. vi ved at det bliver svært, men vi bliver nød til det. Det er en stor omvending. Ikke bare for mig, men for alle.
Det er gratis at oprette en konto