De romantiske digtere og tænkere reagerede mod oplysningstidens fornuftsdyrkelse. Man kritiserede, at rationalisterne alene så på de positive facts, det empirisk bevisbare, og derfor aldrig nåede ind til det egentlige, det hellige og usynlige i naturen. Med forstanden kunne man udelukkende registrere og beskrive naturfænomener, men aldrig den indre sammenhæng i naturen. Modsat oplysningstidens borgere ønskede romantikeren ikke at ændre verden. Han ville undslippe verden ved at anskue den poetisk gennem intuition og fantasi. Man dyrkede derfor det intense følelsesliv og geniet (digteren/kunstneren).
For rationalisten bliver kernespørgsmålet: ”Hvordan fungerer naturen og mennesket”, mens romantikeren hellere vil spørge med et hvorfor. Med dette nærmere romantikeren sig det religiøse område og konkret ser man da også en religiøs farvning i mange digte.
Romantikeren opfatter fornuft og følelser som uadskillige i mennesket. Det drejer sig om at sammentænke alt og via fantasi og indlevelse nå frem til en forståelse af:
Det evige princip i naturen = Gud, ånd
Det evige princip i mennesket og civilisationsudviklingen = Gud, ånd
Tankegangen bag sidstnævnte er, at det ikke er lighedspunkter i samfundsstrukturen, der binder menneskets historie sammen; dertil er samfundene for forskellige, hævder romantikerne, men derimod noget ikke materielt, nemlig ånd. Schlegel (tysk filosof) hævder således, at ånden sover i stenen, slumrer i planten, drømmer i dyret og bliver sig bevidst i mennesket. Ånden gennemsyrer alt, og dette er karakteristisk for universalromantikken.
Det er gratis at oprette en konto